Antonino Oliveto boede i Hadsund i mange år, hvor han i over 30 år har drevet Davinci Ristorante. Nu er han flyttet på landet. Foto: Bente Poder
Mennesker

Den italienske kok byggede sit fristed

06. august 2022 kl. 11:30

Når Antonino Oliveto er på arbejde, kører han i det høje gear. Han er udadvendt, taler med gæsterne i sin restaurant og dirigerer med kokke og tjenere.

Men når restauratøren på Davinci Ristorante i Hadsund holder fri, er han den introverte type, der har brug for at slappe, være af alene og tæt på naturen.

Derfor har han fået bygget en villa, der først og fremmest tilfredsstiller hans egne behov.

- Det er en egoistbolig, siger han om huset, der fanger forbipasserendes opmærksomhed, når de kører forbi på landevejen tre kilometer uden for Hadsund.

212 kvadratmeter bolig ligger under det 340 kvadratmeter store, flade tag og ligner ikke noget, man finder i et dansk boligkvarter.

I havebassinet svømmer store goikarper. Foto: Bente Poder

Inspirationen til designet kommer fra en tysker og har italienske og spanske strejf over sig.

- Jeg fik ideen, da jeg så et program om design i tv. Her omtalte man et hus, der var bygget med inspiration fra Barcelona-pavillonen, som blev vist på Verdensudstillingen i Barcelona i 1929.

61-årige Antonino Oliveto satte sin villa i Hadsund til salg og købte en nedlagt ejendom på Astrupvej lidt uden for byen. Foruden tre hektar brakjord og syv hektar skov fulgte et gammelt hus, som blev revet ned.

Han flyttede nybyggeriet 50 meter tilbage og måtte skaffe en kæmpe bunke jord for at hæve boligen to en halv meter. En arkitekt i Aalborg slog stregerne.

- Det er gennemgående for huset både ude og inde, at designet er let og ukompliceret. 80 procent af husets ydre vægge er i glas. Det flade tag er med til at understrege det lette udtryk, forklarer Antonino Oliveto.

Der er højt til loftet - 2,75 meter - og vinduerne er lige så høje.

Vandet i den lille pool varmes ikke op, for ejeren er vinterbader og bruger bassinet året rundt. Foto: Bente Poder

- Alle rum har store glaspartier, fordi det er vigtigt, at man alle steder i huset føler, at man er ude i naturen, siger han.

Lige nu har Antonino Oliveto fra sit hus udsigt til smukke, blomstrende brakmarker.

Den italiensk kok viser rundt. I boligens østlige ende ligger soveværelset, som ejeren præsenterer som husets bedste rum.

På tre sider er der glas fra gulv til loft, og her kan Antonino falde i søvn og vågne op næsten, som lå han ude i den natur, der omkranser hele boligen.

- I villaen i Hadsund kunne jeg ikke falde i søvn. Det kan jeg her, konstaterer restauratøren, som har haft både familiemæssige og helbredsmæssige nedture.

Han har været igennem en skilsmisse, blev ramt af stress, og lider stadig af forhøjet blodtryk og mavesår.

I baggrunden soveværelset, hvor tre ud af fire vægge er i glas fra gulv til loft. Foto: Bente Poder

Et minus ved soveværelset domineret af glas er temperaturen om sommeren. Men så har Antonino et shelter i haven, hvor han overnatter i de lune nætter.

Uden for soveværelset ligger også hans lille pool, der er bygget præcis, som ejeren ønskede det.

- Vandet er ikke opvarmet. Jeg er vinterbader og bruger poolen hele året, forklarer han.

Han arbejder stadig meget, men forsøger at holde lidt tidligere fri om aftenen. I sommertiden arbejder han syv dage om ugen.

- Når jeg har fri, har jeg brug for at være alene. Så er jeg introvert og ikke nogen rar mand at være sammen med.

- Jeg er single, og derfor har jeg indrettet mit hus efter mine behov, siger Antonino Oliveto, der dog bor sammen med sin schæferhund og fire katte.

Nyeste