19-årige David Allimadi er ny elev hos herretøjsbutikken Wagner i Aars.
Mennesker

David er ny elev i herretøjsbutik

07. september 2023 kl. 19:01

19-årige David Allimadi er ny elev hos herretøjsbutikken Wagner i Aars. Her skal han være de næste to år, inden han er færdigudlært.

- Jeg har en god kammerat, der havde arbejdet her i butikken i mange år, og han anbefalede mig at søge stillingen som butikselev. Simpelthen fordi han synes, at det var en rigtig god butik at arbejde i.

- Samtidig kendte jeg også selv butikschefen Mads lidt, så jeg søgte stillingen og var så heldig at få den, fortæller David Allimadi. 

Han bor i Aars, hvor han i sommer afsluttede handelsskolen, ligesom han er aktiv som både spiller og træner hos Aars IK Fodbold.

- Jeg startede som elev den 1. august, og indtil nu har det været både sjovt og spændende. Jeg går selv meget op i tøj, og elsker den daglige kundekontakt. Det er noget særligt at hjælpe en kunde med at finde det helt rigtige tøj, fortæller han.

Mads Kristensen, butikschef og David Allimadi, butikselev.

Pippi-holdning til opgaverne

Den nye elev får også fine ord med på vejen af Mads Kristensen, butikschef hos Wagner Aars:

- David er en smilende og glad fyr, der har en meget positiv tilgang til tingene. Han har sådan lidt en Pippi Langstrømpe-holdning til de opgaver han får, ala ”det har jeg ikke prøvet før, så det skal jeg nok finde ud af”. Det er en god egenskab at have den tilgang til tingene, fortæller Mads Kristensen, der samtidig beretter om en handelsmæssig fornuftig sommer i butikken:

- Vejret har ikke været den bedste medspiller. Ikke mindst den regnfulde og kolde juli gik lidt udover salget af sommertøj, men overordnet set kan vi bestemt ikke klage. Samlet set har det været en ganske fornuftig sommer.

- Nu glæder vi os bare til efterårssæsonen, hvor der er landet rigtig mange spændende tøjnyheder på hylderne, så kig endelig ind til os, lyder den afsluttende opfordring fra Mads Kristensen, der sammen med David Allimadi står klar til at tage imod.

Annonceret indhold

Nyeste