
Chef siger farvel efter 25 år
MARIAGERFJORD: Joan Kamstrup kan se tilbage på flere succeser, når hun til maj siger farvel til jobbet som kultur- og fritidschef i Mariagerfjord Kommune. Det fremhæver kommunen i en pressemeddelelse.
Blandt de ting, Joan Kamstrup kan være stolt af, er det kulturelle fyrtårn Mariagerfjord Pigekor. Joan Kamstrup har været med til at sikre hele korskole-konceptet; politisk, økonomisk og ledelsesmæssigt.
Joan Kamstrup har også motiveret et veldrevet samarbejde om udviklingen af Fyrkat - sammen med Nordjyllands Museum - ligesom hun spiller en stor rolle i Mariagerfjords status som breddeidrætskommune.
- Rigtig meget er lykkes de sidste 25 år med god hjælp fra visionære politikere og ikke mindst fra vores dygtige og dedikerede medarbejdere samt ledere af kulturinstitutionerne, Mariagerfjord Ungdomsskole, Kulturskolen, Biblioteket og Biecentret.
- Jeg er meget stolt af dem alle sammen. De er drivkraften. Jeg har blot kæmpet for og forsøgt at påvirke rammerne, siger Joan Kamstrup i pressemeddelelsen.
Direktør Torben Ladefoged værdsætter blandt andet, at Joan Kamstrup aldrig har svigtet sin egen, smittende stolthed over området.
Joan Kamstrup er 65 år og kom fra den gamle Hobro Kommune. Hun har været chef for området siden kommunesammenlægningen i 2007. Når hun til maj går på pension, skal der findes en afløser for hende.
Stillingen som kultur- og fritidschef i Mariagerfjord Kommune bliver slået op i foråret, så den nye chef kan træde i rollen på et tidspunkt i sensommeren.