14-årige Alberte Thusgaard fra Skørping med sin debutbog. Foto: Jesper Bøss
Mennesker

14-årige Alberte fra Skørping debuterer som forfatter

To års arbejde med fantasy-fortælling om pigen Alicia og rensdyret Casmir har nu resulteret i bogen ”Casmir og folket i skoven”

28. marts 2021 kl. 09:00

14-årige Alberte Thusgaard fra Skørping har altid elsket både at læse og skrive, og har altid være meget fascineret af det overnaturlige og fantasy-verdenen, hvor man tager almindelige mennesker og sætter dem ind i en anderledes verden. Det giver mulighed for at reagere på en anden og uventet måde. Hun elsker eksempelvis hele Narnia og Harry Potter-universet.

Derfor begyndte hun for godt to år siden selv at skrive historien om Alicia, der på en stormfuld dag på vej hjem fra kælkebakkerne ser det mægtige rensdyr Casmir. Inden Alicia får set sig om, er Casmir væk, og hun beslutter at lede efter ham. Da hun efter en ihærdig søgen finder ham, føres hun ind i en anden verden fuld af skovfolk, ukendte farer og eventyrvæsener, og Alicia opdager snart, at intet i denne verden er, som det ser ud til…

Og ja, resten kan du læse i den gribende bog, der har fået titlen ”Casmir og folket i skoven”.

Alberte og hunden Skipper. Foto: Jesper Bøss

En anderledes pige

Alicia er en anderledes pige. En enspænder, der finder mulighed og venskaber andre steder end normalt, men som stadig tør stå ved sig selv. På de områder minder Alicia om Alberte selv.

I 2018 blev Alberte nemlig diagnosticeret med aspergers-autisme, hvilket blandt andet betyder, at hun ikke har det så godt med mennesker, hun ikke kender, eller situationer, hvor hun ikke ved, hvad der skal ske.

Hun går på en specialskole i Aalborg, men har det allerbedst, når hun er derhjemme sammen med sin familie, der består af mor, far, storebror, lillesøster og hunden Skipper.

- Jeg har altid følt det lidt som et frirum at skrive og leve mig ind i fantasy-verdenen, og jeg er meget stolt af, at bogen nu er udkommet. Mine forældre har løbende fået lov at læse kapitlerne, men de har ikke måttet ændre eller foreslå noget til handlingen. Det skulle være min bog.

En fantastisk følelse

- Da jeg var færdig, foreslog min mor, at jeg skulle sende den til et forlag. Jeg fandt forlaget Mellemgaard og sendte teksten til dem. Nogle ville nok have sendt til flere forlag, men jeg valgte kun at sende til dem, og jeg troede ærligt talt ikke, at de ville udgive bogen, fortæller Alberte.

- Jeg kan huske, at jeg var på mit værelse, hvor jeg tjekkede mails på min mobil. Her var der en mail fra forlaget, at de havde læst bogen og gerne ville arbejde videre med den.

- Jeg blev vildt overrasket og løb nedenunder, hvor min far og lillesøster var hjemme, og vi jublede sammen. Det var en fantastisk følelse, at de kunne lide historien og den måde, jeg skriver på, og at bogen skulle udgives.

Flotte ord fra læsere

Hvis man kigger lidt rundt på nettet, ser det i øvrigt ud til, at det ikke kun er forlaget, der faldt for historien – et hurtigt kig på et par anmeldelser fra læsere er i hvert fald meget flot og positiv læsning.

En læser skriver blandt andet: ”Fortryllende og let læselig bog, som både unge og voksne bør opleve. Smuk historie om venskaber, kærlighed, og evnen til at rejse sig gang på gang, på trods af svære bump på vejen. Har en fantastisk morale og er en historie der sætter sig fast, og bliver hængende længe efter man har læst den” eller som en anden skriver: ”Bogen har en meget mærkbar høj energi, som bare forbliver i en bagefter – kærlighed!”.

Unægtelig flotte ord til den debuterende unge forfatter, der også allerede har gang i yderligere en bog.

Og hvem ved, om ikke det blive en opfølger til historien om Casmir og folket i skoven…?

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu