Mario har Danmarks bedste sushirestaurant
AARS: Tre nye sushirestauranter sidste år, endnu en i år og yderligere en på vej. Man kan roligt sige, at 45-årige Mario El-Hajj har fart på. Men kvaliteten følger tilsyneladende med, for hans seneste restaurant, Sushi Wasabi i Aars, er netop blevet kåret som Danmarks bedste af OpdagDanmark.
- Det er helt vildt. En af vores butikker i Aalborg blev sidste år kåret som regionens bedste, og vi opnåede en tredjeplads i hele landet, men at vi nu stryger helt til tops. Jeg tænker bare wauuv, siger Mario El-Hajj.
Sushi Wasabi kører efter et helt ens koncept i alle butikker, og han gør selv meget for, at alle restauranter holder det samme niveau. Det er efter hans opfattelse årsagen til succesen.
- Vi skal først og fremmest have den bedste sushi, men det er ikke nok. Prisen og servicen skal også følge med. Vi bruger kun de bedste råvarer. For eksempel køber vi laks i Hirtshals, der kun er 15 timer gammel, skærer det ud og fryser det ned i mindst 24 timer, som man skal. Vi laver oven i købet vores egen eddike. Mine kokke er håndplukket, og jeg bruger meget tid på at Facetime, hvordan de arbejder i køkkenet, om de er hurtige, om hygiejnen er i top, og selvfølgelig om de er dygtige. Endelig har vi en fast pris på 16 kroner for to stykker sushi, og det tror jeg, de fleste synes er billigt, målt på kvaliteten, siger han.
Kåringen er i første omgang blevet flashet på Sushi Wasabis egne SoMe-kanaler.
- Jeg har travlt med min nye butik, så jeg har ikke haft tid til at gøre så meget ved markedsføringen, men det skal selvfølgelig bruges aktivt, og diplomet skal da op at hænge i butikken, siger Mario El-Hajj..
Med snart ni Sushi Wasabi butikker og otte afdelinger af kæden Bogø Sandwich er der nok at se til, men man skal ikke blive overrasket, hvis der snart åbner en butik i nærheden.
- Jeg kan ikke lade være. Det handler ikke kun om at tjene penge, men det er min hobby at få noget op at stå og få det til at køre. Det er den store udfordring og det, der trigger mig. Først og fremmest handler det om at finde de rigtige lokationer. Konceptet er på plads, siger han.
Sushi Wasabi i Aars vandt kåringen foran Bar'Sushi i København, DaYu Sushi i Grenaa og Izakaya i Roskilde.