Mikkel Møller Olsen sod for at nogle af årets travleste og mest lukrative dage. Nu bliver det en jul i familiens skød. Arkivfoto: Bo Lehm
Mad og drikke

Diskoteksejer med dårlig fornemmelse - frygter lang nedlukning

- Det gør mere ondt end sidste gang, siger restauratør med diskoteker i Hobro og Aars

09. december 2021 kl. 12:08

- Jeg er af natur ikke type, der sætter sig ned og græder. Men jeg synes, denne nedlukning gør mere ondt end sidste gang, siger Mikkel Møller Olsen.

Den 37-årige diskoteksejer fra Hobro driver Buddy Holly i Hobro og Crazy Daisy i Aars. Sidstnævnte havde han netop overtaget, da den 18 måneder lange nedlukning af nattelivet ramte i marts 2020.

- Da vi genåbnede i september, var 14 af mine tidligere medarbejdere forsvundet, og jeg måtte ansætte nye, der skulle læres op. Nu var vi lige kommet i gang med et fantastisk team i både Hobro og Aars, og vi var klar til at give den gas her i december. Så gør det ondt med endnu en nedlukning, siger Mikkel Møller Olsen.

Han synes, at beslutningen om totalt at mørklægge nattelivet er for drastisk.

- Man kunne have forsøgt med flere restriktioner. F.eks. krav om dugfrisk coronatest oven i kravet om coronapas, mener diskoteksejeren i Hobro og Aars.

Han vurderer, at en femtedel af virksomhedens årlige omsætning ligger i december - især i dagene fra 25. december til nytår, hvor mange mennesker går i byen.

- December er måneden, hvor vi skal tjene penge, så vi har noget at stå imod med i den stille tid i januar og februar, siger Mikkel Møller Olsen.

Nedlukningen gælder foreløbig i fire uger. Men Mikkel Møller Olsen tror ikke, han må åbne igen kort efter nytår.

- Jeg har en dårlig fornemmelse. Jeg er bange for, vi ikke får lov at åbne igen, før vi er på den anden side af de kolde vintermåneder, siger han.

- Nu holder vi må åbent i aften (torsdag, red.). Jeg har inviteret alt personalet, så vi kan drikke gravøl, siger han.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu