Helle Johnsen og Bjarne Brath bag baren på Terndrup Kro. Foto: Helge Søgaard
Mad og drikke

Terndrup Kro: Vi er klar uanset forhindringerne

26. december 2021 kl. 09:00
Helle Johnsen og Bjarne Brath bag baren på Terndrup Kro. Foto: Helge Søgaard
Bjarne Brath er klar til 2022 trods udfordringer. Foto: Helge Søgaard
"Klar til at tage imod, når vi kan", siger Helle Johnsen og Bjarne Brath. Foto: Helge Søgaard
Helle Johnsen i køkkenet. Foto: Helge Søgaard

Terndrup Kro giver ikke op og er klar til dagen derpå. Da Bjarne Brath selv overtog driften af Terndrup Kro i starten af 2021, havde han ikke forestillet sig, at der skulle komme så mange udfordringer gennem året. Og nu er der endnu en nedlukning her henover jul og nytår, som traditionelt er højsæson for kro, restaurant og selskaber.

- Jeg har ejet kroen siden 2011, men da de seneste forpagtere forlod stedet for et års tid siden, indgik Helle Johnsen og jeg en aftale om, at vi sammen skulle drive kroen videre med Helle som den daglige leder, forklarer Bjarne Brath.

Kroen er vigtig for Terndrup

- Det betød, at vi investerede i nye stole og borde og gav inventaret en gennemgående opgradering. Det samme gjaldt køkkenet, der også er blevet forbedret og moderniseret på mange områder, foruden at vi også lige var en tur omkring kroens seks værelser, smiler Bjarne Brath, der supplerer med, at det hele jo har fået en tur.

- Derfor giver vi heller ikke op. 2021 er trods alt gået rimeligt, og da jeg mener, det har stor betydning, at folk og gæster på Terndrup Kro ved, at vi er her uanset restriktioner, samt at vi er klar til at lukke op, så snart det igen bliver muligt, så vi fastholder driften, understreger kroejer Bjarne Brath, der tydeligvist er klar til at gøre, hvad der er nødvendigt, for at der er en kro i Terndrup. Det ligger ham nemlig meget på sinde.

- Vi tilpasser os situationen og lægger stor vægt på vedholdenhed og stabilitet, fordi det er virkemidler, som er til at forstå for kunderne. Ikke mindst i en usikker tid hvor det kan være svært at navigere i restriktioner og nedlukninger. Kunderne skal med andre ord vide, at vi er her, fastslår Bjarne Brath, der selvfølgelig håber på kundernes opbakning fra lokalområdet.

Den holdning giver sig udslag i, at man er klar med en lækker nytårsmenu ud af huset til årets sidste store aften, med alt hvad der hører sig til en festmiddag, forklarer Helle Johnsen.

Til dagen derpå

Men som noget ganske nyt og specielt har hun også sammensat en menu, der bare lige er det, folk har brug for dagen derpå.

- Jeg har sammensat en take-away menu med flere muligheder. Alt sammen med en god og velsmagende hakkebøf, masser af fritter og alt det lidt saltholdige mad, som rammer godt ned i en udfordrende dag, hvor mange har brug for at komme til kræfter ovenpå på nytårsfestlighederne, siger Helle Johnsen, der som daglige leder så at sige har hånden på kogepladen.

Historien forpligter

For helt klart at signalere at man kan regne med Terndrup Kro som et sikkert og lokalt spisested, til et par hyggelige timer i krostuen eller som ramme omkring en festlig begivenhed, er man klar med nye åbningstider og en helt ny kalender i 2022, så kroen og telefonnummeret er inden for rækkevidde for alle i nærområdet.

- Vi skal selvfølgelig tilpasse omkostningerne og er derfor lukket på nogle få hverdage i de første vintermåneder. Men vi har valgt, at man altid kan ringe os op for en aftale, bestilling af take-away eller en værelsesbestilling uanset tidspunkt. Fordi vi skal være der, og fordi der altid skal være nogen, der svarer telefonen, når man kontakter os, siger Bjarne Brath, der selv bor i udkanten af Terndrup.

- Her har været drevet kro siden 1852 og endda med kongeligt privilegium, og det er min helt klare holdning, at det skal der blive ved med, uanset nedlukninger og andre forhindringer. En så lang historie forpligter nemlig til, at vi er klar til kunderne, lige så snart vi igen kan lukke dørene op, slutter Bjarne Brath.

Nyeste