Nummer tre fra venstre er Edith Agersbo og nummer fire fra venstre Kristin Anny Walsh. I anledning af ti års jubilæet er man i gang med at lave nye retter, som vil komme i løbet af foråret. Det er mest Edith Agerbo, der står for processen - med det øvrige personale som smagsdommere.
Mad & Drikke

Her gør de kun i økologiske måltidskasser - og nu er der jubilæum

06. februar 2023 kl. 08:00

LØGSTØR: Halkær Ådal Økologisk, der er en måltidskasse-virksomhed, som udelukkende gør sig i økologisk, portionspakket mad på frost, kan i disse dage fejre, at det nu er 10 år siden, virksomhedens måltider første gang ramte frysedisken i Irmas 82 butikker. 

Virksomheden, der holder til i Løgstør, blev stiftet i 2012 af Kate Bryrup og Edith Agerbo - og ordren fra Irma var den som for alvor satte gang i virksomheden. 

I dag ejes Halkær Ådal af Edith Agerbo og Kristin Anny Walsh. Sidstnævnte blev medejer for et års tid siden. 

Virksomheden har ni ansatte, heraf en elev og flere på deltid. 

30 år siden

Men i virkeligheden blev den første kim til virksomheden lagt for 30 år siden, da Edith Agerbo sammen med syv andre familier var med til at købe Halkær Kro - med ønske om at skabe et kulturhus med folkemusik og økologisk køkken i landsbyen Halkær. 

Stik imod alle odds lykkedes det at etablere kroen som efterhånden blev et landskendt folkemusiksted og et økologisk fyrtårn. 

I 2008 blev Edith Agerbo forpagter af køkkenet på Halkær Kro, bl.a. med levering af økologisk skolemad til den nærliggende friskole. Med Kate Bryrup, der var flyttet til egnen, som timelønnet medarbejder. 

Her opnåede Edith Agerbo at få Halkær Kro til at blive det første spisested som fik det økologiske spisemærke i guld.

Der blev etableret et samarbejde med en kreds af økologiske landmænd i området som var leverandører af kød til køkkenet, og sammen dannede de foreningen Økologisk fra Halkær Ådal. 

Som leverandør af økologiske ænder og kyllinger var Kate Bryrup en aktiv del af foreningen, og sammen med Edith Agerbo var hun med til bl.a. at arrangere et forløb sammen med Økologisk Landsforening, der fokuserede på produktudvikling og profiludvikling. 

Milepæle for Halkær Ådal Økologisk de sidste 10 år

  • 2013: De første paller frosne færdigretter leveres til Irma. Salling i Aalborg, Jordens frugter og Købmanden i Barmer fik også deres måltider tilføjet deres sortiment.
  • 2014: Samarbejde med Slagteren på Kultorvet om levering af økologiske frikadeller til flycatering. I slutningen af året startes webshop med økologiske måltidskasser med økologiske færdigretter. Et samarbejde med Solhjulet (landets ældste 100 procent økologiske cateringvirksomhed) starter. 
  • 2015: Samarbejde med nemlig.com.
  • 2016: Med i Løvens Hule på DR1, med fokus på måltidskasse-koncept, og Ilse Jakobsen træder ind som investor og partner i Halkær Ådal Økologisk. Kort før udsendelsen lanceres ny webshop. Aftale med Skagen Food om levering af færdigtilberedte måltider til deres kvikkasser, og med Soup-lab om produktion af kursupper for dem, til salg gennem COOP.
  • 2019: Efter flere års godt samarbejde stopper Kate Bryrup i virksomheden Halkær Ådal Økologisk.
  • 2020: Covid-19 ramte Danmark. Salget på webshop eksplodere - de gør salget til Nemlig.com og til Skagen Food også.
  • 2022: Kristín Anný Walsh bliver anpartshaver i virksomheden. Hun blev ansat som teamleder i Halkær Ådal’s pakkeri lige efter Kate Bryrup stoppede i 2019.

Dette var reelt startskuddet til det tætte samarbejde mellem Kate Bryrup og Edith Agerbo frem mod at få udvalgt tre måltider som blev præsenteret for Irma, og som de ønskede at få i deres frostdisk.

Holder til i Løgstør

I 2012 etablerede de to Halkær Ådal Økologisk ApS, med Kate Bryrup og Edith Agerbo som hovedanpartshavere, og medlemmer af foreningen Økologisk fra Halkær Ådal som små anpartshavere.

Halkær Ådal Økologisk, der nu holder til i køkkenet under plejecenter Bøgely i Løgstør, leverer bl.a. økologiske måltidskasser med færdigtilberedte måltider til hele landet. 

Virksomheden har også diverse produkter til salg i f.eks. Salling Super i Aalborg og Aarhus, hos cateringvirksomhederne Solhjulet samt AB-catering. Og bliver man indlagt eller besøger kantinen i Regionshospitalet i Gødstrup er der høj sandsynlighed for at man får serveret Halkær Ådals frikadeller, kyllingedeller, gulerodsdeller eller nogle af deres veganske måltider.

Annonceret indhold

Nyeste