Ugens nye film i Kinorevuen
BLADE RUNNER 2049
Der er gået tre årtier siden Blade Runneren, Rick Deckard, i 2019 modvilligt eliminerede en gruppe undslupne androider, der truede med at forstyrre balancen mellem mennesker og replikanter i den dystopiske storby, Los Angeles. Nu støder den unge Blade Runner, K, på en omhyggeligt skjult og stadig velbevaret hemmelighed, der, hvis den bliver afsløret, kan kaste det, der er tilbage af det splittede samfund ud i et apokalyptisk kaos. K’s opdagelse tvinger ham nu ud på en livsfarlig jagt efter den for længst forsvundne Deckard, som ingen har set eller hørt noget til i 30 år...
’Blade Runner 2049’ følger efter en af de mest banebrydende science fiction-film i nyere tid. Den oprindelige hovedrolleindehaver, Harrison Ford, gentager sin rolle som Rick, og han får følgeskab af Ryan Gosling.