Ugens film i Kinorevuen
GUD TALER UD
I 80’erne vokser Jens og hans brødre op i et parcelhus i Risskov. Her regerer familiens overhoved, Uffe - psykolog og selvbestaltet Gud i slåbrok og underbukser. Forandringer truer familiefreden, da Uffe sætter sig for at skrive sine erindringer. Huset fyldes af Uffes loyale patienter, der både yder Uffe moralsk og øldrikkende selskab. På drengeværelserne ulmer oprøret, mens mor Gerd Lillian kæmper bravt med at holde sammen på familien. Men før sønnerne Jens, Thomas og Mikkel kan gøre sig fri af undertrykkelsen og blive voksne, kommer det til et afgørende opgør med "Gud".
Filmen er inspireret af Jens Blendstrups selvbiografiske bestsellerroman af samme navn, som markerede hans gennembrud som forfatter i 2004. Gud taler ud er instrueret af den prisbelønnede instruktør Henrik Ruben Genz, der tidligere har begejstret publikum med ’Frygtelig Lykkelig’ og ’Undskyld, jeg forstyrrer’. Nu har Genz overført Blendstrups parcelhusunivers til film, med Søren Malling i sit livs rolle som Uffe Blendstrup/Gud og svenske Lisa Nilsson i sin første store filmrolle som Guds kone.
Action-komedien ’Kingsman: The Golden Circle’ er en efterfølger til Kingsman: The Secret Service. Kingsman-agenternes hovedkvarter sprænges i luften, og samtidig truer nye, skruppelløse skurke hele Verden.
Eggsy og hans kolleger bliver sat i forbindelse med en søsterorganisation af agenter i USA, The Statesman, og sammen må de to agentvirksomheder stoppe deres fælles fjende.
’Kingsman: The Golden Circle’ indeholder ligesom forgængeren højspændt action og masser af humor.
Denne gang får de velklædte, ærkebritiske agenter modspil af lige så arketypiske amerikanere, anført af Jeff Bridges, Halle Berry og Channing Tatum.
Filmen har i øvrigt musikeren Elton John i en lille rolle som sig selv.