Truet byfest: Tørstige tyve på spil i Haverslev
Midt i glade dage blev byfesten i Haverslev pludselig truet i weekenden. For at være klar til at servere kolde drikke til de mange festglade borgere var en kølecontainer blevet placeret på Strandvejen ved Haverslev Hallen.
Men fredag fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at hængelåsen var brudt op og en stor mængde af alkohol og andre drikkevarer manglede.
Indbruddet er sket mellem torsdag aften kl. 22.00 til fredag eftermiddag kl. 16.00. Det vides ikke præcist, hvor mange øl og sodavand, der er blevet stjålet, oplyser politiet.
Glade billeder fra Haverslev vidner heldigvis om, at byen fik sig et brag af en fest alligevel.