Tricktyv på spil i Skørping: Tilbud om gratis mad var fup
Udspekuleret yngre kvinde på spil i Damgården i Skørping
Man må retfærdigvis give hende, at hun ikke er uopfindsom: den cirka 35-årige kvinde, der onsdag aften ved 19-tiden forsøgte sig med et tricktyveri i Damgården i Skørping.
”Offeret” var en 80-årig mand i en af lejlighederne i bebyggelsen.
Han åbnede troskyldigt døren, da kvinden ringede på, og blev så i øvrigt bundet en historie på ærmet om, at kvinden havde været nødt til at aflyse et 36 personers-selskab og derfor havde fået noget mad i overskud, som hun gerne ville dele ud af.
Manden skulle bare lige hente en tallerken i køkkenet, så ville aftensmaden være reddet, men da den 80-årige vendte tilbage med tallerkenen, var der ikke nogen godhjertet kvinde at se.
Derimod stod to skuffer i lejligheden åbne, og terrassedøren var åbnet indefra.
Glædeligvis ser det ikke ud til, at kvinden nåede at få noget med sig fra besøget i Damgården.
Kvinden beskrives som almindelig af bygning. Hun talte dansk med udenlandsk accent, og så bar hun i øvrigt på en blålig taske.