Foto: Claus Søndberg
Livet her

Trekantsruten kører for sidste gang i år

20. oktober 2017 kl. 06:00

21. og 22. oktober fløjtes der for sidste gang i år afgang for Trekantruten.

Fjordbåden Svanen, NTs bus og veterantoget stævner i weekenden ud i efterårets smukke gyldne farver i landskabet omkring Mariager Fjord på årets sidste rundtur med Trekantruten.

Så har I lyst til at se Mariager Fjord - og skovene deromkring - i de flotte flammende efterårsfarver i ro og mag, så reserver lørdag eller søndag til en rigtig familie-udflugt.

Med fjordbåden Svanen sejler vi fra havnen i Mariager ud på en naturskøn tur op ad fjorden til Hobro. Fra Hobro havn kører vi med forbindelsesbussen fra Nordjyllands Trafikselskab videre ad den gamle hovedvej A 10 til veteranbanens station i Handest. Her stiger vi om til veterantoget, der med personvogne med åbne endeperroner kører de 17 maleriske kilometer videre til Mariager gennem det afvekslende landskab syd for fjorden.

Eller vi gør turen den anden vej! De mange turmuligheder opfylder de fleste ønsker. Start i Hobro, Handest eller Mariager - vælg den tur der passer jer! Alt efter hvad I vælger, varer rundturen fra 2 timer 45 min.

Vælger man en udflugt alene med det historiske gamle veterantog frem og tilbage mellem Mariager og Handest tager turen godt to timer, og der er nok at se på undervejs. - Der er også mulighed for - fra endeperronerne - at nyde kulrøgen og høre dampslagene fra det gamle lokomotiv, der tøffer sig gennem det naturskønne landskab med flittig brug af dampfløjten.

I Stationskiosken i Handest kan man nyde en kop friskbrygget kaffe eller forfriske sig med en øl eller vand, og børnene kan nå at "køre en tur" med den røde skinnebus på modelbanen, der er opstillet i pakhuset.

Man kan også kigge ind i det gamle stationskontor fra 1927 hvor stationsmesteren sidder og leder toggangen; og få et glimt af det indmurede pengeskab, som dog ikke er af fabrikat "Franz Jäger, Berlin" - men næsten det samme.

Naturligvis er familien meget velkommen til at tage madkurven og eftermiddagskaffen med i veterantoget og nyde forfriskningerne undervejs - det gør blot turen endnu hyggeligere.

Medens markerne nu bliver til "stubbene de golde - og fuglestemmen daler", siger Trekantruten og veteranbanen tak for i år og vender tilbage igen fra starten af juni måned 2018, når de samme marker atter "bølger nys som guld".

Annonceret indhold

Nyeste