Arkivfoto: Torben Hansen
Livet her

Tre millioner til byløft: Sådan kommer din by med i kampen

Der er allerede to områdefornyelser i gang i Rebild Kommune. Nu kan endnu en by være heldig

16. august 2022 kl. 08:45

Mangler din by en ny legeplads, et bedre samlingssted eller noget helt tredje? Så er det nu, du skal være opmærksom.

Rebild kommune har netop sat gang i en proces om ny områdefornyelse. Det vil sige, at byer i landdistrikterne og byer med færre end 4.000 indbyggere nu kan komme med konkrete bud på, hvad netop deres by har brug for og dermed være med i kampen om at få del i et gevaldigt løft.

- Vi håber, at en masse vil trække i arbejdstøjet og komme med deres bud, siger Marie Louise Grøndahl Kristensen, planlægger fra Center Plan, Byg og Vej i Rebild Kommune.

Hun fortæller, at det næsten kun er fantasien, der sætter grænser, da en områdefornyelse kan være alt indenfor fysiske, sociale og kulturelle initiativer i byen.

Det indsendte materiale skal indeholde

Kort over de pågældende områder

En beskrivelse af udfordringerne i de pågældende områder

En beskrivelse af potentiale i de pågældende områder

Eventuelle forslag til potentielle tiltag (gerne flere forskellige forslag)

Hvis man ønsker at byde ind med konkrete bud på en områdefornyelse, skal det sendes senest den 3. oktober 2022 til plan@rebild.dk.

Puljen, byerne vil kæmpe om, lyder på omkring tre millioner kroner og vil delvist være finansieret af kommunen og statslige midler.

Allerede nu er to områdefornyelser ved at blive til i henholdsvis Skørping og Terndrup, som de senere år har været heldige at blive udvalgt og få del i puljen.

- Alt efter hvad vi får indsendt, vil det være op til politikkerne at tage stilling til hvilken by, der får igangsat en områdefornyelse, og om der eventuelt er penge til at igangsætte flere på en gang, siger Marie Louise Grøndahl Kristensen og fortsætter:

- Vi har nu bedt lokalrådene om at tage dialogen ude i byerne og være tovholdere for at få sendt buddene med områdefornyelserne ind senest den 3. oktober, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste