Trods det alvorlige emne var der smil og godt humør, da Claudia Rex kiggede forbi Arden.
Livet her

To succesfulde foredrag: Vild med Dans-deltager og Koldkrig

10. februar 2023 kl. 06:00

Der var stort fremmøde til Kulturtallerken i Arden og Kulturkaffe i Hadsund, da der fornylig blev budt på to spændende og meget forskelligartede foredrag.

I Arden var årets første Kulturtallerken-arrangement et besøg af Claudia Rex, kendt fra Vild med Dans, men det var ikke hovedfokus i hendes besøg. Foredraget var udbudt som debatforedrag med udgangspunkt i, at Claudia de seneste år er stået frem med hendes OCD-lidelse. Hendes engagement er så stort, at hun i dag er ambassadør for OCD-foreningen.

De godt 80 fremmødte fik et indblik i en hverdag med periodiske tvangstanker, som skal takles samtidig med, at familien skal hænge sammen med både mand og barn. Claudia fortalte, at disse tanker tidligere har omfattet frygt for at slå nogen ihjel, og i dag mere opleves som ritualer, der styrer hendes liv.

Karsten Hvam Pedersen, koldkrigsforfatter.

OCD-foreningen var også til stede, og efter Claudias historie var der flere gode spørgsmål og meningsudvekslinger på hendes udfordringer. Ikke kun på hjemmefronten, men også i forhold til sundhedssystemet, som hun ikke havde gode oplevelser med.

Om arrangørerne

Kulturtallerken Arden er samarbejde mellem Ældresagen Arden, Røde Kors Arden, Blå Kors Rold Skov, Det blå Værested, Kulturhusforeningen, Mariagerfjord bibliotekerne og LOF Mariagerfjord/Rebild.

Kulturkaffe Hadsund er et samarbejde mellem Ældresagen Hadsund, Spillestedet Frikvarteret, Mariagerfjord Bibliotekerne og LOF Mariagerfjord/Rebild.

Den kolde krig

I Hadsund havde Kulturkaffe ramt helt rigtig med at præsentere koldkrigsforfatter Karsten Hvam Pedersen. Dette i forbindelse med at REGAN Vest åbner for publikum her i februar. Her mødte hele 150 forventningsfulde tilhørere op.

Karsten var sammen med sin bror; Poul Holt Pedersen nogle af de første, der fik færten af, at der var aktivitet i bakkerne omkring Tingbæk Kalkminer, og deres ihærdighed blev kronet hen ad vejen, hvor forskellige personer med dyb indsigt i eksistensen af koldkrigsbunkeren begyndte at åbne op med og for deres viden.

De 150 fremmødte fik en meget indgående og dyb indsigt i hele baggrunden for anlægget, dens tilblivelse og indretning, og der kom en masse opklarende spørgsmål, især om hvordan det kunne holdes hemmeligt i så mange år.

Stort fremmøde til foredraget om REGAN Vest.

Kommende arrangementer

Næste tilbud i Kulturtallerken i Arden er den 2. marts, hvor de får besøg af Flemming Bamse Jørgensens enke. Her må der dog allerede meldes udsolgt, da 110 har tegnet sig ind til at høre historien om Bamses liv.

Næste foredrag hos Kulturkaffe i Hadsund er den 13. april, hvor jægerpilot Thomas Kristensen med foredraget ”Kysser Himlen” vil indvi de fremmødte i livet i de højere luftlag.

Man finder tilbuddene og kan tilmelde sig Kulturtallerken og Kulturkaffe via LOFs og Mariagerfjord Bibliotekernes hjemmesider.

Annonceret indhold

Nyeste