Svampetur blev et tilløbsstykke
Cirka 120 interesserede tog i denne omgang imod invitationen til at lede efter svampe i Jenle Plantage
JENLE: Kombinationen af natur, frisk luft og gratis lækkerier fra naturens spisekammer trak i weekenden ca. 120 deltagere på skovtur i Jenle Plantage.
Som travle myrer på række marcherede deltagerne fra P- Pladserne ind til naturbasen i Jenle for at blive inspireret til at gå på jagt efter ”Vild Mad”.
På Naturbasen stod naturvejlederne Lars Wachmann fra Naturstyrelsen og Karin Winther fra Naturekspeditionen i Vesthimmerlands Kommune klar til at gennemgå regler og husketips for indsamling af spiselige svampe og fravælgelse af giftige og uspiselige svampe.
- Vi har i efterhånden afviklet arrangementet i mange år og har fundet ud af, at en god gennemgang i starten af arrangementet samt udlevering af en ”pixi-svampefolder” fra netop Jenle Plantage giver deltagerne gode færdigheder til at tage på tur på egen hånd, fortæller Karin Winther.
Efter en time på egen hånd vendte deltagerne tilbage til basen, hvor Lars Wachmann stod klar til at kigge i kurvene, mens Karin Winther sammen med nogle af deltagerne tilberedte suppe af de spiselige indsamlede svampe.