Stor cykeldag i Rebild
Arrangørerne jublede, da motionscykelløbet Carlos Sastre Classic og Cykelstafetten Spar Nord søndag morgen blev afviklet med start og mål ved Rebildporten.
For solen skinnede og det holdt tørt, da de omkring 300 ryttere blev sendt afsted. Perfekt - og lige, hvad man havde drømt om.
- Det foregik i silende regnvejr, da cykelstafetten var i Kolding 12. august. I Rudersdal 4. juni stod det ned i stænger, fortæller arrangør Ole Egeblad.
- Det er jo alt andet lige en bedre cykelfest, når vejret er godt.
Arrangøren havde fået en aftale med politi og kommune om, at MC Task Force måtte regulere trafikken.
De stod blandt andet i rundkørslen og gav signal til bilisterne om at standse, når rytterne kom susende.
Carlos Sastre, tidligere Tour de France-vinder, var også på pletten. Han så frem til at køre i det smukke landskab, som han udforskede dagen inden, da han sammen med sin familie legede turist i området.