Billede beskrivelse

Sportsbutik har trykt fodboldtrøjer i vildskab

05. august 2023 kl. 17.00

STØVRING: Den sidste halvanden måned har medarbejderne i Sportigan Støvring løbet stærkt.

For selvom juli måned plejer at være lidt sløv, har Vildbjerg Cup og en aftale med Støvring IF holdt dem på dupperne.

- Hele sommeren har vi leveret meget tøj til SIF, og vi har simpelthen trykt trøjer og klubdragter med logoer og andet i vildskab. Vi har nok trykt 75 dragter plus alt det andet spillertøj, fortæller butikschef Mette Buus Simonsen.

Trykker i kælderen

Samarbejdet mellem sportsbutikken og SIF startede i april, hvor Sportigan fik klubbens tøjlager ned i kælderen – hvilket også er stedet, de står og trykker navner og logoer på tøjet.

I øjeblikket er selve tøjet ikke handlet gennem sportsbutikken, fordi SIF har en anden aftale. Men den aftale skal genforhandles igen næste år.

- Vi vil gerne have aftalen fremover, så det er Sportigan, der kommer til at stå på tøjet. Derfor ville vi gerne hjælpe allerede nu, og det sparer også SIF for en del koordinering, forklarer Mette Buus Simonsen.

- Vores samarbejde gør det også lettere for medlemmerne i SIF, når de skal have nyt tøj, fordi de kan prøve det på i butikken – og fordi vi har det hele i kælderen, kan vi levere trøjer med tryk med få dages ventetid, tilføjer hun.

Billede beskrivelse

Lige så travlt som dagen før jul

Vildbjerg Cup foregår fra 3. til 6. august, og det har især været ugen op til turneringen, at Sportigan-teamet løb rigtig stærkt, fortæller Mette Buus Simonsen.

- Da vi åbnede mandagen inden, blev vi væltet, fordi folk havde set på vejrudsigten, at det skulle regne meget. De første kunder stod klar lidt i 10 for at købe regnjakker samt ekstra strømper og trøjer.

- Men det tog vi med et smil og gjorde det så godt, vi kunne. Jeg vil sige, vi næsten havde lige så travlt som 23. december.

Billede beskrivelse

Vigtige samarbejder

Sportigan har ligget i Støvring siden oktober sidste år, men inden da var byen uden en sportsbutik i flere år. Derfor har folk i høj grad vænnet sig til at gå andre steder hen, forklarer hun.

- Vi er virkelig taknemmelige for samarbejdet, og at det er os, som folk henvender sig til, når det kommer til sportstøj.

- Det tager jo noget tid at opbygge det her forhold til kunderne og vende folk til, at der er en sportsbutik i byen. Vi går meget op i det lokale liv og er også dybt afhængige af, at vores klubber og foreninger også gerne vil os.

Sportigan har lignende aftaler med andre og håber også at kunne tilbyde deres service til endnu flere fremover – også i Skørping og andre byer i kommunen.

Derudover tilbyder sportsbutikken at lave tryk på andet end fodboldtrøjer.

- Man kan eksempelvis også sagtens købe en landsholdstrøje og få et nummer og et navn på. Det gør vi også gerne, siger Mette Buus Simonsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste