Spændende tur i Mejlby i træls vejr
MEJLBY: Onsdag 30. august inviterede Mejlby i samarbejde med Landsbyrådet til landsbybesøg.
I regnvejr samledes cirka 35 deltagere i Mejlby borger- og kulturhus. Turen blev indledt med et besøg hos bryggerlauget Rebild Syd, hvor Jan Værum Nørgaard fortalte lidt om bryggerlauget.
Derefter fik deltagerne lov at smage på lidt forskelligt øl, bl.a. en røget ale og en ale tilsat rom.
Forsamlingen gik derefter i regnvejr over mod Mejlbys aktivitetsplads, hvor de undervejs fik en kort beretning om Mejlby Efterskole.
På aktivitetspladsen blev alle trakteret med grillpølser og lidt drikkelse, og da regnen efterhånden stilnede af gik deltagerne tilbage til Mejlby borger- og kulturhus, hvor de hørte om renoveringen af selv samme forsamlingshus. Arrangementet sluttede af med kaffe og kage samt en livlig snak hen over bordene.