Spændende efterår i Eftermiddagshøjskolen

10. september 2017 kl. 08.56

Eftermiddagshøjskolen i Skelund er igen klar med et spændende program for efterårets foredrag.

- Vi lægger ud 11. september med foredraget om Nordens guder, som Klaus Ebbesen desværre måtte aflyse pga. sygdom i januar. Klaus Ebbesen er kendt af de fleste, som kommer i Den Bette Skole mandag eftermiddag, som en spændende og meget vidende foredragsholder, oplyser Cristel Fritz-Jensen.

Derefter følger Bent Ole Hansen, som vil fortælle om humanitær hjælp til Roszkowo i Polen - hvorfor og hvordan.

En gammel kending kommer også igen - Jørgen Stormgård, som tidligere har fortalt om Karen Blixen og hendes liv og forfatterskab. Denne gang vil han fortælle om en af Danmarks store skuespillere, nemlig Bodil Udsen.

En anden kending - Peter Spillemand Thomsen vender også tilbage, denne gang med et foredrag om Jeppe Aakjær, hans liv og musik. Han har Pia Jacobsen med og det hele bliver krydret med sang og musik.

Kirsten Munkholt vil tale om kvinderne omkring Grundtvig og efterfølges af Lise Andersen, som vil fortælle om en af sine yndlings-historiske personer - Jacob Seefelt til Visborggård.

Vi slipper ikke helt temaet om nødhjælp/hunmanitær hjælp/udviklingshjælp, for vi får besøg af Jørgen Olsen, som er tilknyttet organisationen Emmaus International. Han vil fortælle om en anden måde at hjælpe ulande til udvikling. Han medbringer ting, som er produceret i de lande som Emmaus International arbejder i, og som man kan købe, hvis man har lyst.

Mandag 6. november vender vi tilbage til vores nærområde. Vi får nemlig besøg af Søren Chr. Jensen, der vil fortælle om Mystik og oldtid i Vildmosen.

Det er stadig Luther-år, og vi runder året af med en gennemgang af lidt af det nye materiale om Luther og Reformationen, som er blevet udgivet, og har skabt debat i løbet af året. Foredraget holdes af Torben Winkler, som jo også er et kendt ansigt i Eftermiddagshøjskolen.

Meget apropos efterfølges han af Helga Iversen fra Mariager, som vil fortælle om Birgittinerordenen i Mariager kloster.

Så er vi nået frem til 27.11. Jeanett Ulrikkeholm kommer med sine musikinstrumenter for nu skal der hygges i anledning af advent.

Ingrid Houlind fra Struer følger op den 04.12.17 med jul i gamle dage.

- Vi håber at se alle vores trofaste deltagere og en hel masse nye til nogle spændende timer i selskab med foredragsholdere og andre deltagere, slutter Christel Fritz-Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste