Repræsentanter fra SMS-hjertestop-gruppen får overrakt 2.000 kr. fra Fonden for Sparekassen Himmerland. Fra venstre ses: Hanne Mortensen, Trine Frandsen Brodersen (Jutlanderbank i Skørping), Lisbeth Stenstrop Jensen, Knud Thomsen, Gerda Brock-Faber og Ulla Bidstrup. Foto: Jesper Bøss
Livet her

SMS-hjertestopordning kan være forskel på liv og død

20. oktober 2017 kl. 06:00

I Skørping og Rebild er der blevet oprettet en SMS-hjertestop-ordning, der skal være med til at øge overlevelseschancerne for personer med hjertestop. Ideen er, at det ofte vil være muligt for privatpersoner i nærområdet at komme frem og yde førstehjælp, inden en ambulance ankommer.

En SMS-hjertestop-ordning indebærer, at der oprettes en liste over mobiltelefonnumre for borgere i et afgrænset geografisk område. Når en vagtcentral får en melding om, at en borger i dette område har fået hjertestop, vil medlemmerne på sms-listen modtage en sms fra vagtcentralen med oplysninger om sted for hændelsen. Den enkelte modtager på sms-listen kan herefter vurdere, om han eller hun vil reagere på sms’en.

- Når en person får hjertestop, falder chancen for at overleve med 10 % for hvert et minut, der går, inden personen får hjælp. Så sådan en ordning kan være forskellen på liv og død, fortæller Lisbeth Stenstrop Jensen, der er sammen med 30 andre er at finde på listen i Skørping og Rebild-området.

- Vi startede gruppen i det tidligere forår, og er glade for den opbakning, vi har allerede har oplevet. Men jo flere, der kommer på listen, jo bedre, så man er fortsat velkommen til at melde sig, fortæller Hanne Mortensen, der på bagkant af et førstehjælpskursus hos Hjerteforeningen, afholdt i Skørping og Rebild Borgerforeninger, var én af initiativtagerne til gruppen.

- Det er dog vigtigt for os at påpege, at vores gruppe ikke betyder, at man skal vente på os i tilfælde af hjertestop. Her skal man selv yde den nødvendige førstehjælp og bruge nogle af de hjertestartere, der er opsat i området. Tid er meget afgørende i tilfælde af hjertestop, fortæller Knud Thomsen.

Gruppen har lige købt nye, synlige veste, hvortil de fik doneret 2.000 kr. af Fonden for Sparekassen Himmerland.

- Vi er altid glad for at støtte gode, lokale initiativer, og det må en SMS-hjertestop-ordning absolut siges at være, lyder det fra Trine Frandsen Brodersen fra Jutlanderbank i Skørping.

Annonceret indhold

Nyeste