Skolebørn i Aars dannede kæmpe Knæk Cancer blomst
Cirka 800 skolebørn var fredag samlet på Aars Stadion for at danne Danmarks største Knæk Cancer blomst.
Inden da havde børnene også løbet motionsløb til fordel for Knæk Cancer, hvor de deltagende børn fik forældre, bedsteforældre, naboer og venner til at donere forskellige beløb, ud fra den distance de løb på dagen.
Selvom Knæk Cancer kampagnen først kører i uge 43 og slutter af med et stort indsamlingsshow, er Aars Knækker Cancer allerede i fuldt gang med at samle penge ind til det gode formål.
Sidste år afleverede man en donation på kr. 556.000.
- Vi håber også at samle en masse penge ind til det gode formål i år, lyder det fra Aars Knækker Cancer.