Sejlere og turister har fundet Løgstør
Byen myldrer af liv, og i kanalen ligger bådene i flere lag
Man kan ikke undgå at se, at der i Løgstør for tiden er langt flere mennesker, end der normalt er på denne årstid. Og gudskelov da for det!
Corona-virus har gjort, at den danske befolkning holder ferie i Danmark, og mange af de indenlandske turister har tydeligvis valgt Løgstør.
Mange sejlere gæster byen, og bådene ligger i flere lag for at kunne være i Frederik d. VII’s kanal.
Også i hovedgaden kan man se større aktivitet og flere mennesker i bybilledet, og spisestederne nyder også godt af de mange, der holder ferie nu.
Denne torsdag, hvor vejret virkelig var på vej mod det sommeragtige, kunne man møde mennesker overalt på havnen, og der var masser af autocampere, som havde valgt en havneplads med udsigt over Limfjorden.
Nu kan Løgstør så bare håbe på, at denne uge blot er en forsmag på, hvad der venter byen i den resterende del af sommerferien.