Livet her

Se billederne: Hobro IK imponerede stort ved Vildbjerg Cup

04. august 2022 kl. 14:00

Traditionen tro deltog Hobro IK i dette års udgave af Vildbjerg Cup – ja, faktisk var det 20. gang, at klubben deltog i turneringen, hvilket Vildbjerg Cup honorerede med en særlig pokal. Men det var ikke det eneste trofæ, som den blå-gule klub tog med hjem til Hobro.

Klubben var repræsenteret fra U10 til U16 med samlet syv hold. Alle Hobro IK-holdene boede sammen i et fælles campingområde, og allerede fra onsdag stemplede de første spillere og forældre ind i lejren. Torsdag middag deltog alle hold i fælles indmarch igennem Vildbjerg by, der sluttede på Vildbjergs opvisningsbane. Derefter spillede de fleste hold første kamp torsdag eftermiddag.

U10-, U11- og U16-drenge kom i B-slutspillet, hvor U11-drengene nåede finalen, som desværre blev tabt til Skive.

Både U12-, U13-, U14- og U15-holdene nåede alle til semifinalen i A-rækken. U15 tabte desværre deres semifinale knebent med 0-1 til de senere vindere fra Hundvåg fra Norge. Det betød, at holdet skulle spille bronzekamp, som de vandt med 3-1 over norske Vigør.

U12 vandt deres semifinale overlegent med 5-0 over Herlufsholm. Derefter ventede Slagelse i finalen, som blev en tæt kamp med en 1-0 sejr til Hobro IK.

U13 vandt deres semifinale i en tæt kamp mod Dalum med 3-2, hvilket betød, at finalemodstanderen blev sjællandske Raklev. Den ordinære spilletid endte 1-1. Derfor skulle finalen afgøres i en straffesparkskonkurrence, og her var Raklev desværre en tand skarpere og vandt.

U14 blev nr. 2 i deres pulje, hvilket gav dem en finaleplads mod Aarslev fra Fyn, som de i den indledende runde havde tabt 0-3 til. Men i finalen blev resultatet byttet rundt, og Hobro IK vandt fortjent med 3-0.

Sammenlagt blev det dermed til to fornemme 1. pladser, en 2. plads og en 3. plads, mens de øvrige hold også var med helt fremme. Som nævnt indledningsvist var det 20. gang, at Hobro IK deltog i Vildbjerg Cup – og dette års resultater er de bedste nogensinde!

Mellem kampene og om aftenen var der tid til at slappe af i campingområdet. For mange af spillerne blev der dystet i fodtennis, bordtennis eller andre spil, mens forældrene hyggede ved deres campingvogn eller ved klubbens fællestelt med en kop kaffe, øl eller et glas vin.

En fantastisk tur, i skønt vejr, og med masser af sammenhold og godt humør hele vejen rundt.

Annonceret indhold

Nyeste