Billede beskrivelse

Rosendal Cup under nyt navn

03. maj 2017 kl. 08.18

HØRBY: Mange bliver berørt af, at butikskæden Kiwi snart ikke længere eksisterer. Herunder også IK Rosendal Fodbold.

Igennem mere end seks år har fodboldklubben i Hørby Skoleby samarbejdet med Kiwi om afviklingen af den årlige Kiwi Cup Rosendal.

Dette samarbejde kan nu i sagens natur ikke længere fortsætte, men med kort varsel har Spar, der ligesom Kiwi er ejet af Dagrofa, indvilget i at overtage sponsor-forpligtelserne i forbindelse med det årlige fodboldstævne, der næste gang afvikles søndag 21. maj.

- Det er vi naturligvis rigtig glade for, erklærer stævneleder Claus Munkholm.

- Samtidig vil vi i IK Rosendal Fodbold gerne benytte lejligheden til at takke Kiwi for et godt samarbejde siden slutningen af 2010, hvor grundpillerne for stævnet blev lagt.

- I løbet af de snart syv år er stævnet løbende blevet forbedret, så det i dag er et af de større udendørs endagsstævner for de mindste årgange, der spiller 3- og 5-mandsfodbold, nævner han.

Spar Cup Rosendal, som stævnet nu hedder, har over de seneste år oplevet en positiv udvikling og havde sidste år hele 109 hold tilmeldt, hvilket var ny rekord for stævnet.

Status lige nu er, at der i forhold til samme tidspunkt sidste år er sket en markant stigning på godt 15 pct. i det samlede antal tilmeldinger. En fremgang, der specielt gør sig gældende indenfor pigefodbolden.

Stævneledelsen ser således i år frem til at byde ca. 700 fodboldspillende piger og drenge, deres ledere og pårørende velkommen til en skøn dag på Rosendal Stadion.

I alt vurderes det, at stævnet sidste år samlede omkring 1.500 børn og voksne - og dét tal bliver sandsynligvis ikke mindre i år, vurderer Claus Munkholm.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste