Roklub i Løgstør udvider repertoiret
Fra den kommende sæson bliver der i Løgstør mulighed for at dyrke Stand Up Paddling på Frederik 7.’s kanal
LØGSTØR: ”Stand Up Paddling” er en sportsgren på vej frem i disse år - og nu bliver der også mulighed for at udøve sporten i Løgstør.
Med god støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje har Løgstør Roklub netop anskaffet seks SUP-boards, så Stand Up Paddling kan komme på repertoiret i Løgstør i den kommende sæson.
- I bestyrelsen håber vi, at disse populære ”brædder” også vil trække flere lidt yngre voksne medlemmer til klubben, og i det hele taget ser vi den nye aktivitet som et godt og spændende supplement til de allerede eksisterende aktiviteter i klubben, forklarer Annette Leffers, Løgstør Roklub.
Udover paddling på SUP-boards tilbyder Løgstør Roklub ”almindelig” roning, kajakroning og rospinning (tørroning), og selv klubben snart er 110 år gammel, er den således fortsat ”still going strong”
Næste aktivitet i Løgstør Roklub bliver Lucia-dagen 13. december, hvor nogle af klubbens medlemmer vil ro en tur i oplyste kajakker og synge Lucia-sangen på Kanalen med efterfølgende komsammen i klubhuset.