Ringe forsalg årsag til aflysning
Litteraturfestivalen Ord i Nord solgte simpelthen ikke billetter nok til at gennemføre festivalen
SKØRPING: Som vi ganske kortfattet kunne meddele forleden, er årets lokale litteraturfestival, Ord i Nord, blevet aflyst. Den skulle have fundet sted i Kulturstationen og Kinorevuen i Skørping lørdag 28. oktober.
Talsmanden for arrangørerne fortæller nærmere om årsagen til aflysningen.
- Den skyldes et foruroligende ringe forsalg, forklarer bibliotekar Poul Flou Pedersen fra Rebild Bibliotekerne, som står bag festivalen sammen med Rold Skov Natur- og Kulturcenter, 9000 ORD, Jyllands Forfattere og Bogby 9520.
I år skulle der have været Ord i Nord for syvende gang.
Senere skal redaktionen mødes og drøfte hele arrangementet igennem.
- Jeg tænker, at der er mange elementer i spil, for eksempel at vi år havde rykket tidspunktet en uge, siger Poul Flou Pedersen.
Ord i Nord havde modtaget 10.000 kr. fra Rebild Kulturråd til årets festival.
- Men dem afleverer vi naturligvis tilbage, oplyser Uffe Westerberg fra Rold Skov Natur- og Kulturcenter.