Billede beskrivelse

Rævejagt med modsat fortegn

04. oktober 2017 kl. 12.28

REBILD: Lørdag slippes MTB-verdensmesteren Simon Andreassen atter løs i Rebild Bakker - i kapløb med omkring 450 motionister på mountainbikecykler.

MTB-løbet "Red Bull Rævejagt" afvikles i år for tredje år i træk, og formatet er det samme som i både 2015 og 2016.

Løbet sættes i gang ved en infernostart for de 450 ryttere.

Kort tid efter at starten er gået, sætter "ræven" Simon Andreassen af sted på den ca. 12 km lange rute for at jagte alle deltagerne. Herefter gælder det for deltagerne om at komme i mål, uden at blive overhalet af den prominente forfølger.

Der venter i år deltagerne i rævejagten en ny og udfordrende XC-rute, som både vil indeholde single tracks og en række spændende forhindringer.

Ruten er udviklet i samarbejde med Naturstyrelsen og Rold Skov MTB og kan kun køres i forbindelse med Red Bull Rævejagt, og allerede fredag vil der for løbsdeltagerne være mulighed for at prøvekøre ruten.

Selve løbet arrangeres i et samarbejde mellem den lokale MTB-klub, Naturstyrelsen og Rebild Kommune, og overskuddet fra arrangementet går til rutearbejdet i Rold Skov MTB Laug.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste