Pris går til ildsjæl på alderdomshjem

Margrethe Vinge prises for at bidrage til livsglæde på alderdomshjem

13. juni 2017 kl. 11.02
Opdateret kl. 11.30

MARIAGERFJORD: Margrethe Vinge, der er primus motor i støtteforeningen til Hobro Alderdomshjem, blev mandag aften påskønnet med en nyindstiftet pris. Hun modtog Mariagerfjord Kommunes frivillighedspris på ældreområdet.

Overrækkelsen fandt sted ved et arrangement i Arden Hallerne, hvor sundheds- og ældreforvaltningen havde inviteret 90 frivillige på middag og underholdning. Prisen er i form af et maleri, udført af Steen Nørgaard fra Galleri Halmtorvet i Mariager.

Margrethe Vinge har været aktiv i støtteforeningen til Hobro Alderdomshjem i ni år - som stifter af foreningen, formand og frivillig. Støtteforeningen arrangerer fester, underholdning og udflugter for alderdomshjemmets beboere. Gang på gang har prismodtageren bidraget til enorm glæde og livskvalitet for beboerne, fremhæves det.

De øvrige nominerede til den nyindstiftede frivillighedspris er Hanne Simonsen, frivillig ved støttegruppen Odinsgård i Sdr. Onsild, og Jytte Sørensen, frivillig i Solgavens Venner. Alle nominerede fik en buket blomster som tak for indsatsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste