Pladen fuld hos de konservative
Den længste kandidatliste i Nordjylland - eller i hvert fald en af de længste.
Det er, hvad Det Konservative Folkeparti i Rebild kan opvise på valgdagen 21. november.
Hele 29 kandidater er det lykkedes partiet at få til at stille op, og det er ganske enkelt det maksimale antal, partiet har lov til at stille med til kommunalvalget i Rebild.
- Derfor er det også en historisk dag for os konservative i Rebild.
- I en forholdsvis lille kommune har vi et fantastisk og yderst kvalificeret kandidathold, fremhæver formand Karen Eriksen.
Hun peger i den forbindelse på, at listen spænder bredt, hvad kandidaternes fag, alder og geografiske tilhørsforhold angår.
- Og der er også en fin fordeling af kvinder og mænd, vurderer Karen Eriksen.
I spidsen for den konservative kandidatliste står den nuværende kultur- og fritidsudvalgsformand Lene Aalestrup, Støvring, som efterhånden har 12 års politisk erfaring med i bagagen.
De øvrige 28 kandidater er: Holger Pedersen, Nørager, Bjarne Villadsen, Suldrup, Flemming Knudsen, Skørping, Jeanette Sagan, Suldrup, Peter Bak, Haverslev, Steffen Sagan, Suldrup, Anders Dupont, Støvring, Mads Holm Danielsen, Støvring, Lotte Holm, Støvring, Jakob Ludvigsen, Støvring, Morten Lundgaard, Haverslev, Emilie Aalestrup, Støvring, Thomas Thorlak, Støvring, Kim Dalsgaard Christensen, Støvring, Helle Rask, Nørager, Gry Tange, Skørping, Kim Hornbech, Rørbæk, Katrine Krog Madsen, Suldrup, Pia Nielsen, Terndrup, Carsten Hansen, Støvring, Kim Nørgaard, Støvring, Karsten Frisk, Støvring, Birgitte W. Simonsen, Støvring, Pia Bøgelund Ravnholt, Støvring, Ole Spleth Sørensen, Kirketerp, Brian Jensen, Skørping, Lone Skovrider, Støvring og Ole Vittrup Dalgaard, Askildrup.