Patientforeninger bag vælgermøde
REBILD: Under mottoet "Lad os debattere sundhed i Rebild Kommune" indkalder syv af kommunens patient- og handicapforeninger til tværpolitisk vælgermøde mandag 23. oktober kl. 19 på Kulturstationen i Skørping.
Hovedemnet er ønsket om et frivillighus.
- Vi mangler et frivillighus i Rebild, hvor alle foreninger kan være til stede og have et rum at være i. Vi mangler et hus, hvor man kan finde rådgivning hos patientforeninger og sundhedspersonale. I huset skal det være muligt at modtage patienter og pårørende anonymt og uden henvisning fra myndigheder, forklarer Henning Thygesen, som selv er formand for Diabetesforeningen og også for DH Rebild, lokalafdelingen af Danske Handicaporganisationer.
De øvrige foreninger er Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, SIND’s pårørende, Hjernesagen, Osteoporoseforeningen og Foreningen Danske Døvblinde.
Vælgermødet 23. oktober har tilslutning fra alle kommunens 11 opstillede partier og lister, og aftenen ledes af en garvet politiker, folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen (S).
Efter en ordinær debat får hver af kandidaterne tildelt et cafébord, og så bliver der politiker-speed-dating.
Vælgermødet er det første store samarbejde mellem kommunens store patient- og handicapforeninger.
- Vi er en lille kommune, og samarbejdet kan hjælpe til, at vi kan skaffe nogle lidt større og interessante arrangementer til glæde for vore medlemmer, siger Henning Thygesen.