Billede beskrivelse

Padel-projekt i Støvring: Her er planerne for åbning

27. marts 2022 kl. 08.00

Tennisklubben i Støvring er klar til at stikke spaden i jorden til de nye padelbaner. Den lokale opbakning fra sponsorer og kommunen har været med til at gøre det hele muligt, og interesse har været overvældende, fortæller formand for tennisklubben, Lillian Hansen.

- Vi er så langt, at vi bare mangler at vælge en leverandør og søge om byggetilladelse, fortæller Lillian Hansen, der har oplevet en storm af henvendelser fra firmaer, som gerne vil bygge banerne.

I klubben har man haft fokus på, at kvaliteten af banerne skal være i orden og derfor har der været sorteret hårdt i henvendelserne. Med et væld af sponsorer i ryggen og stærk lokal opbakning fra kommune og bank, er det ikke pengene, der bliver et problem, fortæller Lillian Hansen, der også betragter ansøgningen om en byggetilladelse som en reelt en formalitet.

- Vi har undersøgt sagen og har på forhånd fået at vide, at politikerne vil se velvilligt på en ansøgning, fortæller Lillian Hansen, der ikke er i tvivl om, at politikerne kan se alt det gode, som padelbanerne kan bringe med sig.

Alle kan være med

Der er stor interesse for den nye sportsgren, og det kan være med til at skabe et unikt fællesskab - også selvom man ikke er helt skarp på det med bolde.

- Jeg har selv prøvet det sammen med nogle veninder. Det er vanvittigt sjovt og noget, alle kan være med til - både børn og voksne, fortæller Lillan Hansen.

Håbet er, at de to nye baner vil stå klar allerede til sommer. Vil man gerne kunne svinge padelketsjeren sammen med familien til den tid, skal man være lidt hurtigt ude af starthullerne. Der bliver nemlig rift om pladserne.

- Vi er blevet anbefalet, at der ikke skal være mere end 150 medlemmer. Ellers bliver det et problem med at folk kommer til at vente på at bestille baner, fortæller Lillan Hansen.

Det er i første omgang medlemmerne af tennisklubben og sponsorer, der får mulighed for at melde sig ind i padelklubben.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste