På udflugt til Jenle
Tirsdag 22. august tog Rosendal Folkedansere på deres årlige udflugt og som tidligere var Hvilsom Folkedansere også inviteret med.
- Igen i år var der stort fremmøde 45 personer drog med bus på tur ud i det blå, hvor alt hemmeligholdes lige til det sidste, siger Ruth Domino, men ingen vidste hvor turen gik hen undtagen bestyrelsen, der var mange gætterier undervejs om hvor vi skulle hen i år, og flere gange når bussen drejede fra kunne man høre folk sige: Nej så var det alligevel ikke der vi skulle hen.
Anette Refsgård fortalte i bussen om den smukke natur og hvad der ellers var at se på vej derop.
Og hvor gik turen så hen i år?? Den gik op til Jeppe Åkjærs hjem "Jenle" i Roslev.
Vi ankom dertil sidst på eftermiddagen, hvor vi fik en veltilrettelagt rundvisning, og derefter kunne vi selv gå rundt i de smukke omgivelser med udsigt over fjorden.
Derefter blev der tid til at fortære vores medbragte sandwich hvor snakken gik lystigt. Efter denne fortæring gik vi på høloftet hvor vi dansede folkedans og Skive spillemandslau leverede musikken.
Efter dansen havde Jenle sørget for kaffe og brød og der var fællessang af flere af Jeppes sange.
Sidst på aftenen førte buschaufføren os trætte og fulde af mange gode oplevelser sikkert til Hobro.
Ny folkedanse sæson starter på Hobro Bie center tirsdag 26. september 2017, hvor nye såvel som gamle dansere er velkommen.