Livet her

På skovtur for at høste trækul

Rold Skov Kulsvierlaug bag lærerig demonstration for hele familien

20. oktober 2017 kl. 06:20

REBILD: For første gang nogensinde inviterede Rold Skov Kulsvierlaug onsdag alle interesserede til at være med til at åbne og tømme kulmilen på kulsvierpladsen tæt ved Vedsted Skovhus for trækul.

- Tidligere år har vi åbnet kulmilen allerede ugen efter at den bliver antændt i begyndelsen af juni, men Naturstyrelsen ville gerne flytte det frem som en aktivitet her i efterårsferien, fortæller naturvejleder Lars Wachmann fra Naturstyrelsen Himmerland og tilføjer:

- Det viste sig allerede her i formiddag at være en succes da vi åbnede milen, hvor mange børn også deltog i selskab med deres forældre og bedsteforældre.

Sammen med naturvejleder Søren Risborg fra Rebild Naturskole står han som arrangør af åbningen af kulmilen og tømningen af den.

Knap 100 sække trækul

I juni blev der lagt 12 rummeter bøgebrænde til svidning til trækul, og de godt 10 medlemmer af det frivillige kulsvierlaug og Fyrkatgruppen fra Hobro er ikke uventet spændte på resultatet.

Sammen med de mange fremmødte familier sørgede de for at frigrave trækullene og få dem anbragt i mindre lærredssække.

Dagens høst bød på i alt knap 100 sække med trækul

Specielt medlemmer af Fyrkatgruppen var meget interesseret i at hjembringe nogle af dem

- Jeg skal blandt andet bruge en del sække med trækul til at smede på gammeldags maner rundt på vikingemarkeder. Andre i vores gruppe bruger kullene til at fremstille smykker, forklarer Henning Christensen fra Farsø.

Håb om flere og yngre i lauget

Står det til de to naturvejledere bag milebrændingen på gammeldags facon i Rold Skov, så skal medlemstallet i Rold Skov Kulsvierlaug meget gerne øges og helst også med nogle yngre deltagere.

- Vi andre bliver jo ikke ligefrem yngre med årene, og på samme tid vil vi gerne øge aktiviteterne i kulsvierlauget om vinteren frem for blot som nu at mødes to gange årligt. Vi vil nemlig gerne skabe nogle flere aktiviteter omkring trækul og kunne i den forbindelse godt tænke os at få vores eget smedie frem for som nu at skulle låne det af medlemmer af Fyrkatgruppen. Det vil give os mulighed for en lang række spændende fælles aktiviteter, og Vedsted Skovhus her tæt ved ville være en udmærket ramme for det, påpeger naturvejleder Søren Risborg og tilføjer:

Men for at kunne realisere vore planer skal vi nu først have søgt kulturrådet om økonomisk støtte.

Annonceret indhold

Nyeste