Billede beskrivelse

Ottetal til roklubben

04. oktober 2017 kl. 06.20

Der sker hele tiden noget spændende i Hadsund Roklub - faktisk er aktiviteten så høj, at meget ikke når at blive fortalt, før der er noget nyt, der har taget opmærksomheden.

For eksempel har 4 af vores erfarne styrmandsinstruktører lige gennemført et styrmandskursus for 6 af vores ungdomsroere og 2 lidt ældre og 2 fra Hobro Roklub. Det er faktisk en god historie; men det er ikke den jeg vil fortælle her, siger Svend Mørk-Jensen.

Hadsund Roklub er landskendt for meget - bl.a. den dejlige beliggenhed, den hyggelige by, det gode rofarvand, det fine fællesskab, de gode faciliteter og ikke mindst for den markante ungdomsafdeling, som hvert år blander sig med de bedste i landet, hvad angår kammeratskab og resultater.

Fredag 22. lød startskuddet til et nyt kapitel for roklubben: Vi fik vores nye båd - en otter med styrmand - flagskibet blandt kaproningsbåde.

- Vi har før haft otter-roning i Hadsund, og vi har da også en ældre model af den bådtype. Med den nye otter vil vi igen kunne sparke liv i denne suveræne disciplin. På længere sigt kan vi måske endda få begge både på vandet til fællestræning og små lokale konkurrencer, fortæller Svend Mørk-Jensen.

- Vi er rigtig glade for at ELROFonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc Kinney Møllers Fond til almene Formaal for at have gjort det muligt for os at få råd til den nye båd. Gennem et grundigt arbejde med fondsansøgningerne har Anders Toft Christiansen, formand og cheftræner, forklaret de 2 fonde, hvilken værdi denne bådtype vil have for såvel klubbens medlemmer som Hadsund. Dejligt med så flot en opbakning og ønske om at hjælpe med udvikling fra de 2 fonde, siger Svend Mørk-Jensen.

I Danmark arbejdes der seriøst med denne bådtype i Aalborg, Odense, Aarhus, København og Holstebro.

Derudover arbejdes der i regi af Dansk Forening for Rosport på en plan der skal bringe flere byer med. Udgangspunktet for denne plan er få noget i gang i de større uddannelsesbyer. Nu kan Hadsund også se frem til at bidrage til denne klasse og være med til at præge rosporten på et nyt område.

I første omgang er målet for os, at vores roere får en sjov fællesskabsopbyggende oplevelse og fornemmer, hvad det er, denne bådtype kan ud over det sædvanlige.

Når det først er prøvet, vil det give lyst til meget mere, og så er det tid at gå efter næste mål, som er at opleve, hvor stort det er, når en otter med styrmand for alvor rykker som en sammentømret enhed. Selv erfarne roere, der har haft den oplevelse, fortæller, at det er så overvældende, at det aldrig glemmes igen. Det er ikke kun den gode fart, men det at være 9 personer og en båd der opleves som én enhed.

- Det forudsætter at mandskabet har rigtigt godt kendskab til hinanden og at styrmanden kender hver eneste roers formåen, mentalitet, styrker og svagheder. Når det sker, bliver det for alvor sjovt, fortæller Svend Mørk-Jensen.

På langt sigt er målet, at vi vil få et lokalt fasttømret fællesskab omkring roning i otter samt at vores roere, som flytter til de større uddannelsesbyer, kan komme med en erfaring, der kan bidrage til at rykke dansk rosport internationalt indenfor "kongeklassen".

- Dansk Forening for Rosport har ambitioner, og Hadsund Roklub vil gerne her som i mange andre sammenhænge bidrage til, at indfri ambitionerne, samtidig med at det bliver endnu sjovere at være med i klubben, slutter Svend Mørk-Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste