Organist fra Maribo til Mariager
Domorganist Vibeke Vanggaard besøger rosernes by
MARIAGER: Sommerens tredje orgelkoncert i Mariager Kirke tirsdag 9. juli er med Vibeke Vanggaard, domorganist i Maribo Domkirke.
Hun blev domorganist i Maribo i 2017, og kom dermed så langt væk fra sin nordjyske opvækst som det er muligt i Danmark.
Orglet i Mariager kirke er meget forskelligt fra det store romantiske orgel i Maribo Domkirke. Der er dog også nogle lighedspunkter, bl.a. de kraftige trompeter, som gør sig godt i fransk romantisk musik.
Vibeke Vanggaard afslutter sommerens tredje koncert i Mariager kirke med at spille franskmanden Alexander Guilmants imponerende syvende orgelsonate i seks satser, som varer 35 minutter.
Inden da spiller hun tidlig hollandsk musik af Jan Pieterszoon Sweelinck og tysk romantisk musik af Gustav Merkel.
Efter koncerten inviteres der som sædvanlig på et glas vin eller vand uden for kirken.