Ødekirken byder på ny musik i kulturuger
Duo med violin og guitar og en ung saxofonist optræder
REBILD: I Rebild Kulturugers første weekend kan man blandt andet opleve to koncerter med ny musik i Buderup Ødekirke.
Lørdag 9. september kl. 16 optræder to erfarne musikere og kunstnere, der har fundet sammen i et duospil. Violinisten Kuno Kjærbye og guitaristen Mikkel Andersen har begge en udstrakt karriere som solister på den danske klassiske musikscene, og de to lægger nu også sjæl og kræfter i et sammenspil, der vil udforske nye muligheder i violinen og guitaren - skabt af tidens komponister.
Til koncerten i ødekirken står der musik af Claudio Passilongo (Italien/Danmark) på programmet - foruden helt nye værker af komponisterne Eva Noer Kondrup, Bo Andersen, Kuno Kjærbye og Niels Chr. Rasmussen.
Koncerten arrangeres af kunstnergruppen Sesam med økonomisk støtte fra Statens Kunstfond, Rebild Kommune og Oticon Fonden.
Lokale musiktalenter er med
Dagen efter, søndag 10. september kl. 19.30, byder ødekirken på en koncert med den unge saxofonist Henriette Jensen.
Hun har nordjyske aner, men folder sig i dag ud i en international karriere, både som solist og i sammenspil med forskellige ensembler som Jutlandia Saxophone Quartet og den internationalt baserede Melisma Saxophone Quartet.
Til koncerten kan man høre moderne klassikere for saxofonen komponeret af komponister som Hans Abrahamsen, Kasper Jarnum og Bendt Astrup. Men også et ældre værk, Claude Debussys "Syrinx" fra 1913, oprindelig skrevet for fløjte.
Et særligt punkt i programmet er uropførelsen af et nyt værk skrevet til lejligheden af komponisten Louis Aguirre. Her spiller Henriette Jensen sammen med talentelever fra Rebild Kulturskole: Solvej Hare Kaagaard, violin, Kirstine Skovrider Koch og Sonja Perlick, sang, Amilia Dalager-Pedersen, klaver, Lau Bengtson Larsen, Jonathan Chren og Karoline Skovrider Koch, slagtøj. Det nye værk udfordrer de unge musikere, der blandt andet også skal spille på krystalglas og andre usædvanligheder.
Denne koncert arrangeres i et samarbejde mellem Rebild Kulturskole og foreningen Ny Musik, og den støttes økonomisk af Statens Kunstfond, Rebild Kommune og Dansk Komponist Forening/KODAs Kulturelle Midler.
Til begge koncerter har børn og unge under 18 år gratis adgang.