Nyt informationsmøde om mågeplagen i Støvring
Rebild Kommune og Naturstyrelsen vil følge op på, hvordan det står til med mågegenerne i Støvring
STØVRING: Som konsekvens af et stigende antal henvendelser om mågegener i området Hobrovej/Bavnebakken/Grangårdsvej i Støvring midtby var Rebild Kommune i samarbejde med Naturstyrelsen i midten af april vært for et informationsmøde i byrådssalen om problemet og mulige løsninger.
Det var et velbesøgt møde med deltagelse at både mange beboere, erhvervsdrivende og andre interesserede.
Nu hvor sommeren og ynglesæsonen er ovre, vil kommunen og Naturstyrelen gerne høre hvad erfaringerne og oplevelserne har været på grundlag af de mange gode råd, som vildtkonsulent Ivar Høst fra Naturstyrelsen gav på informationsmødet i april, blandt andet muligheden for at stresse mågerne væk.
Derfor inviteres der nu til et nyt informationsmøde møde for beboere, erhvervsdrivende og andre interesserede. Det foregår mandag 21. oktober i Byrådssalen i Støvring.
På mødet deltager igen vildtkonsulent Ivar Høst fra Naturstyrelsen og naturmedarbejder Karen Clausager fra Rebild Kommune.
Har nogen berørte af mågeplagen spørgsmål, er de altid velkomne til at henvende sig til naturmedarbejder Karen Clausager i Center Natur og Miljø på telefon 99887663.