Ny leder søges i Støvring Nord
STØVRING: Rebild Kommune har nu slået stillingen som leder af Børnehusene i Støvring Nord op til besættelse 1. januar 2018.
Mona Christensen, som i forvejen er fastansat som leder af Børnehusene i Støvring Syd, har nu igennem et års tid været konstitueret også lederstillingen i Støvring Nord, men nu har Majbrit Ravnsbeck efter sin orlov søgt nye udfordringer.
Børnehusene i Støvring Nord omfatter indtil videre tre faste institutioner: Naturbørnehaven Skovhuset, Børnehaven Bavnebakken og den integrerede institution Kronhjorten, men her i foråret er to midlertidige institutioner kommet til: Vuggestuen Rafns Allé og Børnehaven Svinget.
Det er nemlig strømmet til med flere børn især i de nye boligområder i den nordlige del af Støvring.
Til afløsning af de midlertidige dagtilbud har byrådet besluttet at bygge en helt ny integreret børneinstitution på Kærvej, som også kommer til at høre under Børnehusene i Støvring Nord.
Den nye kontraktholder kommer til at være leder for 60 ansatte og cirka 220 børn.
Ansøgningsfristen er 14. november.