Ny affaldsbeholder på vej: Sådan kommer det til at se ud
VESTHIMMERLAND: Nu skal vi ikke bare have tre, men fire beholdere til skraldet. Snart vil alle husejere i Vesthimmerlands Kommune nemlig få en ny beholder til affaldet i hjemmet.
Det sker i august/september, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
I uge 27 sendte Vesthimmerlands Kommune og Vesthimmerlands Forsyning et e-Boks brev til alle borgere i Vesthimmerlands Kommune over 18 år. I brevet kunne de fortælle, at borgerne fra januar 2023 skal sortere mere og bedre.
Helt konkret betyder det, at vi fra januar 2023 også skal sortere madaffald, mad- og drikkekartoner og blød plast fra husholdningsaffaldet. Senere i 2023 skal tekstilaffald også sorteres fra, og dermed lander vi på de 10 affaldstyper, der skal sorteres, som regeringen har besluttet: papir, pap, glas, metal, plast, mad- & drikkekarton, madaffald, restaffald, farligt affald og tekstilaffald.
Det er Byrådet, der har besluttet, at borgerne i Vesthimmerland skal have en fjerde beholder til affaldssorteringen. Formålet med at holde affaldet adskilt i fire beholdere er at øge genanvendelsen og at få de bedste afsætningspriser på affaldet.
Den nye beholder skal dog først tages i brug i januar 2023. Men hvorfor så levere den allerede nu? Svaret herpå er ganske enkelt: Det er blevet vores tur i køen.
Indtil januar må du altså gerne stille den til side og gøre, som du plejer. Forsyningen oplyser, at der kommer mere information til alle adresser senere på året.
Har man andet materiel end standardsættet, som består af 3 x 240 liters beholdere, vil løsningen komme til at se lidt anderledes ud. Det kan man, senere på året, læse mere om på Vesthimmer-lands Forsynings hjemmeside.