Nu sker der noget nyt i Juvelens gamle lokaler
I foråret gik smykkebutikken Juvelen i Støvring konkurs, og siden da har lokalerne på Jernbanegade stået tomme.
Men nu melder indehaveren af Frisør Hermans ud, at han fra januar overtager lokalerne på Jernbanegade 3. Zahir Kajtazaj har været i sine nuværende lokaler på Viborgvej 10 i Støvring i otte år, men nu var tiden inde til en forandring.
Flere faktorer
Der er ikke én bestemt grund til, at Frisør Hermans snart får en ny placering, fortæller han.
- Der er mange ting i det. Jeg synes, Jernbanegade er en meget bedre placering, og flere butikker omkring mig har lukket.
Det er snart 18 år siden, at Zahir Kajtazaj begyndte som frisør, og han planlægger at fortsætte mange år endnu.
- Jeg synes jo, det er verdens bedste job, og jeg har bare en stor kærlighed til det.
En spændende tid
Han fortæller, at lokalerne på Jernbanegade 3 skal gennemgå en større renovering, før han kan flytte ind. De er tidligere blevet brugt som frisørlokaler, men efter at have været en smykkebutik, skal det laves en del om igen.
- Det er meget trist for Juvelen, at de gik konkurs, men det bliver også spændende for mig at flytte, siger Zahir Kajtazaj.
Frisør Hermans tilbyder både tilbyder herre-, dame-, pensionist- og børneklip, barbering og klip af skæg samt tilretning og farve af bryn.