Nu familiefitness med store hjuldæk i Suldrup

15. april 2018 kl. 06.00

SULDRUP: I Suldrup er det blevet populært at dyrke fitness med hele familien på det nye outdoor fitness hold, hvor mere end 20 personer allerede nu er tilmeldt.

IK Frem Sønderup / Suldrup står bag det nye projekt og har været så heldige at få sponsoreret udtjente dæk i alle størrelser hos den lokale virksomhed Suldrup Maskinforretning A/S.

Dækkene bruges i de fleste af øvelserne, og med dæk i mange størrelser og forskellig vægt er der derfor fysiske udfordringer for alle aldre.

Børn ned til 0. klasse kan deltage på holdet sammen med deres forældre eller andre voksne.

Ud over motion er det sociale en vigtig ingrediens i formålet med holdet.

Derfor er der også sørget for at hver træning kan sluttes godt af i fællesskab med aftensmad i Stensbohallens cafeteria.

Det er muligt at bestille aftensmad fra gang til gang, så det er ikke et krav at deltage i fællesspisningen i hallen.

Der er træning i outdoor fitness ved Stensbohallen hver onsdag aften fra klokken 17.30 til 18.30

Kamp mod overvægt

Træner på holdet er Jane Andersen.

- Som kostvejleder med speciale i børn og overvægt, samt seneste resultat at 52% af befolkning er overvægtige opstod tanken om familieholdet Out Door Fitness. Med min egen oplevelse af alt for meget "skærm tid" hos både børn og voksne måtte vi da kunne finde på noget sjovt, med mulighed for træning for ALLE, fortæller hun om idéen bag det nye fitnesshold i Suldrup.

Plan om familieaktivitet

I IK Frem Gymnastik er der i længere tid tænkt over forskellige muligheder for at lave en aktivitet, hvor familier kan deltage samlet.

- Flere familier bruger masser af tid med arbejde, pasning af hus og have og mange andre daglige gøremål, der gør det vanskeligt at afse kvalitetstid med familien. Vi vil gerne hjælpe med at skabe rammerne der gør det muligt at motionere sammen med familien, og det syntes vi er lykkedes godt med det nye hold, erklærer Martin Kjærgaard Jensen som formand for IK Frem Gymnastik.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste