Billede beskrivelse

Nu er det blevet nemmere at synge sammen i Arden

26. august 2022 kl. 08.03

Kulturhuset i Arden har fået nye højskolesangbøger. Det er Sparekassen Danmark Fonden, der har bevilliget 15.000 kroner til 70 nye eksemplarer af den 19. udgave af den populære sangbog.

- Vi har i mange år haft en samling på cirka 60-70 eksemplarer af højskolesangbogen i Kulturhuset. Det har været meget blandet gods af forskellige udgaver, som alle er mindst 20 år gamle.

Billede beskrivelse

- Derfor har bøgerne manglet mange af de nye sange, ligesom sangene har forskellige numre i de forskellige udgaver. Det har været lidt en udfordring.

- Derfor har det længe været et stort ønske at få en fælles samling af den nyeste udgave, fortæller Arne Arildsen, formand for kulturhusforeningen, der sammen med Ældre Sagen i Arden og Det Blå Værested søgte penge til sangbøgerne hos Sparekassen Danmark Fonden. En ansøgning, der blev modtaget positivt.

- Vi vil altid gerne bakke op om det lokale forenings- og kulturliv, og derfor har vi bevilliget pengene, fortæller Per Andersen, afdelingsdirektør hos Sparekassen Danmark Arden.

Billede beskrivelse

Per Andersen kiggede forbi, da sangbøgerne kom i aktion for første gang, nemlig til Ældre Sagens stolegymnastik i Kulturhuset. Ét af Ældre Sagens mange motionstilbud i Arden.

- Vi er cirka 20 personer, der nyder hinandens selskab og laver stolegymnastik sammen. Og så starter og slutter vi altid med en sang fra højskolesangbogen. Her er det dejligt, at vi nu har fået den nyeste udgave, fortæller Grethe Christensen, leder af holdet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste