Livet her

Nåle der dulmer abstinenserne

Madam Blå i Lillegade arbejder med øreakupunktur og hjælper Heidi Jensen og andre brugere

20. oktober 2017 kl. 06:20

- Nålene hjælper mig til at få ro på mit tankemylder. Sortere de indtryk fra, jeg ikke kan bruge.

- Ikke nogen mirakelkur, ganske vist.

- Men jeg plages hele tiden af at have mange tanker ind i hovedet - det kan være en oplevelse fra barndommen, der pludselig dukker op, eller dele af en tilfældig samtale, jeg overhører i bussen, og som bare ikke giver mening at tage ind i et væk.

- Med nålene får jeg smidt nogle af tankerne ud. Tilbage i mit hoved har jeg så det rod, jeg kan bruge til noget, forklarer 43-årige Heidi Jensen fra Hobro.

Hun sidder tilbagelænet i en komfortabel "stressless" stol under en kilotung dyne - en kædedyne - og afstresser til sagte musik via effekten fra 10 akupunkturnåle strittende på ydersiden af ørerne - ligeligt fordelt med fem nåle sat på hvert øre.

Vi befinder os på førstesalen hos Madam Blå i Lillegade 11.

Her kan brugerne af det sociale værested sidde i ro og mag og profitere af virkningen af en særlig nåleakupunktur metode - NADA - som er en engelsk forkortelse, der dækker over en afgiftende, udrensende akupunktur.

Noget, som de af Madam Blå’s brugere, der døjer med et misbrug af alkohol eller narko, med mellemrum nyder godt af.

Behandlingen tilbydes gratis - også, hvis du "kommer ind fra gaden."

- Nada øver en afslappende indflydelse på nerver og muskler og tager toppen af abstinenserne.

- Ikke alle abstinenser. Men som værktøj modarbejder den virkningen, så du bedre kan være i dine abstinenser, fortæller Inge Zinck, som er kursusuddannet til at yde øreakupunktur.

Hun drejer fem nåle i et sirligt mønster på ydersiden af hvert øre. Tre af fem nåle rettes mod indre organer som hjerte, lunge og lever, mens psyken bearbejdes med de resterende to nåle.

Til daglig arbejder Inge Zinck som pædagogisk medarbejder og cafémedarbejder hos Madam Blå, men hun bruger også to arbejdsdage om ugen på at yde bostøtte til hjemmeboende.

Behandlingseffekten aftager efter 24 timer, men de tre dage, hvor Inge Zinck er på job i Lillegade 11, kan enhver komme få fornyet effekten med en ny behandling.

Den varer 45 minutter.

- Jeg har begyndende KOL og forsøger at vænne mig af med at ryge, og her hjælper nålene helt klart.

- Men hvis Inge af en eller anden grund dukker senere op, end jeg havde regnet med, og trangen er der, så falder jeg i, bekender Heidi Jensen.

Hun har tre voksne børn, er hjemmegående og har diagnoser som angst, posttraumatisk stress syndrom (ptsd) og tvangstanker (ocd).

- Jeg har ikke tal på, hvor mange nada behandlinger jeg har fået.

- Men jeg synes virkelig, jeg er kommet langt med mig selv. Også på andre måder bidrager nålene med en god effekt.

- Jeg er blevet mere tålmodig. Tænder ikke så hurtigt af som førhen, uddyber Heidi Jensen og anbefaler varmt andre at gøre brug af tilbuddet om gratis nada behandlinger i Lillegade.

Om ganske få dage anskaffer Blå Kors via fondsstøtte fra Sparekassen Hobro endda endnu en "stressless stol" - her blandt andet med indbygget massagemulighed.

Både kommunale og private misbrugscentre har i årevis benyttet sig af denne særlige øreakupunktur til behandling af misbrugere.

- Ved at afhjælpe abstinenser i en vis målestok, får man folk til at slappe af, betoner Alfred Frederiksen, leder af Det Blå Værested.

- Nada nedsætter deres misbrug og øger deres daglige velvære - eksempelvis, hvis de gerne vil hjælpes til at trappe ned eller helt ud af den dosis metadon eller metadonlignende præparat, de får, uddyber Alfred Frederiksen.

- Men vi kan også hjælpe brugere til at få bare lidt mere søvn om natten, end de plejer.

- Det giver en smule mere overskud i dagligdagen, og så involverer de sig måske i lidt færre konflikter med myndigheder eller andre brugere - alt sammen uden at det koster dem noget.

- Bare det at blive hjulpet til en smule mindre kaos i sit liv er jo også en forbedring af livskvaliteten, som vi gerne vil kæmpe for her på stedet påpeger Alfred Frederiksen.

Annonceret indhold

Nyeste