Møldrup julepynter ivrigt byens vinduer
Som tidligere omtalt bidrager Møldrups husstande og butikker i december til at skabe et magisk univers i decembermørket.
På særlig Møldrup manér jules rundt i byen, som var det en gammeldags julekalender med 24 låger hver med sit magiske univers
Møldrups julekalender består af 24 vinduer på 24 forskellige adresser rundt omkring i byen.
Hver dag frem til 24. december tændes lyset i et vindue, et drivhus, en have eller en udestue,
Vinduerne findes både blandt byens erhvervsdrivende og blandt byens borgere, der hver især laver en juleudstilling med forskellig udsmykning.
Det eneste, der er fælles for alle, er et skilt med et tal mellem 1 og 24 samt mindst en stjerne.
Julevinduerne åbnes senest klokken 10 og lukkes tidligst klokken 21.
Stjernerne i juleudstillingerne indgår i en konkurrence, hvor alle kan deltage.
Det medfører dog, at alle juleudstillingerne skal besøges, og stjernerne tælles.
Møldrups borgere må med andre ord ud at gå og tælle stjerner.
Her ser du to bidrag - henholdsvis fra Østergade 2 og Nybovænget 23.
Det samlede antal af stjerner i de 24 udstillinger skrives på et stykke papir tillige med navn, adresse og telefonnummer.
Løsningen lægges i en opstillet kasse hos Min Købmand senest 27. december klokken 9.30.
Førstepræmien er en nytårskurv.