Billede beskrivelse

Minor: Vi kæmpede sgu for det

Forsvarsspilleren var dybt skuffet efter nederlaget til Brøndby

25. september 2017 kl. 08.39

FODBOLD: Normalt har man allerede nu lært forsvarsspilleren Rasmus Minor at kende som lidt af en humørbombe i Hobro-truppen efter skiftet fra Helsingør FC.

Men det var svært at få øje på efter søndagens 2-1 nederlag til Brøndby.

Her var den garderhøje forsvarsspillers ansigt fortrukket i træthed og skuffelse.

Hobro lignede længe en vinder, men Brøndby satte for alvor tryk på i den sidste halve time, og efter udligningen var der reelt kun et hold på banen.

- Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige lige nu, for jeg er virkelig skuffet. Vi kæmpede sgu for sejren, og vi fightede løs i alle 90 minutter. Men til sidst var de nok bare bedre, siger forsvarsspilleren Rasmus Minor, der ellers spillede en forbilledlig kamp i det centrale forsvar og vandt mange dueller.

Hobro får chancen for at revanchere sig allerede på lørdag, når OB gæster Østerskoven.

- Inden sæsonen så ville det jo ikke have været tosset, hvis man kunne lukke rækken ned på en fjerdeplads. Nej, skal vi ikke blive enige om en tredjeplads, lyder det trods alt med et lille smil fra Rasmus Minor.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste