"Desværre betød anlægget af multibanen, at træerne blev skadet", siger Per Alstrup. Foto: Helge Søgaard
Livet her

Markante træer er skadet og står til fældning

25. januar 2022 kl. 17:00
"Desværre betød anlægget af multibanen, at træerne blev skadet", siger Per Alstrup. Foto: Helge Søgaard
"Der er brug for en ny vurdering af træernes fremtid", siger Per Alstrup. Foto: Helge Søgaard
Per Alstrup ved træerne, som han gerne vil give en chance mere. Foto: Helge Søgaard

Skørping: Der bør gøres endnu et forsøg på at redde to gamle bøgetræer, der fik skader under anlæg af multibanen.

Per Alstrup, der er bestyrelsesmedlem i Skørping Rebild Lokalråd, holder meget af gamle, flotte træer. Sådan et par stykker står der i det grønne område mellem Kulturstationen og indkøbscentret i Skørping, men problemet er blot, at de formentligt er dødsdømt.

- Forklaringen bag dette bombastiske udsagn skal findes, dengang man anlagde multibanen, hvor man formentligt undlod at beskytte træerne mod trykket fra en stor bunke jord, der blev deponeret lige op ad træerne, foruden at der er opfyldt jord omkring træerne. Trykket herfra og jordopfyldningen har begrænset røddernes mulighed for iltoptag og dermed skadet træerne, selvom de i de flestes øjne ser fine ud, så har de lidt skade, forklarer Per Alstrup.

Lokalrådet har været i en god dialog med Rebild kommune, der har sendt sagkyndige folk ud for at se nærmere på træerne, og herfra lyder det, at de gamle og flotte bøgetræer ikke står til at redde.

- Det er naturligvis ærgerligt, at skaden er sket, men det handler ikke så meget om at se bagud for Lokalrådet. Det kan vi jo ikke ændre på, lyder det fra Per Alstrup, der supplerer med, at træerne er en meget stor del af Skørpings identitet og kulturarv, samt at de bærer på en hundrede år gammel historie om stationsbyen.

Ønske om second opinion

- Men inden vi nu helt dømmer disse pragtfulde træer ude, så henstiller vi til, at der eventuelt indhentes en second opinion, måske ved at bede Naturstyrelsen eller andre om at vurdere om træerne liv kan forlænges eller om der kan gøres andre ting, der kan afhjælpe skaderne, lyder ønsket fra Per Alstrup og Lokalrådet.

Ønsket og anbefalingen er ikke grebet ud af ingenting, da Per Alstrup, med en baggrund som arkitekt og planlægger samt forvaltningschef i såvel daværende Skørping kommune og senere Mariagerfjord og Aarhus kommuner, godt kender til problemstillingerne omkring bevarelsen af gamle træer.

- I min tid som forvaltningschef i Skørping kommune lykkedes det os eksempelvis at bevare et stort egetræ, da vi midt i halvfemserne ombyggede Kulturstationen og bygningerne bag ved denne.

Hertil kommer at Lokalrådet, der er nedsat af Rebild kommune, som formålsparagraf netop har at bevare og udbygge de rekreative byrum, så der er ingen tvivl om at forsøget med at redde træerne er velbegrundet.

- De er unikke, så derfor skal vi gøre rigtigt meget for at redde dem hvis overhovedet muligt, inden man sætter motorsaven på dem. Derfor slår jeg til lyd for, at vi får set på, om der alligevel findes muligheder for træernes overlevelse, fastslår Per Alstrup.

- Men står de ikke til at redde, så accepterer vi naturligvis også det, for træerne skal jo ikke stå og udgøre en fare for nedstyrtning, i takt med at de forfalder.

Skulle det ske så er Per Alstrup også klar med en alternativ løsning.

- Så vil jeg nemlig opfordre Rebild kommune til allerede nu at plante et par forholdsvis store træer i samme område, således at vi på sigt kan genskabe denne del af Skørping skyline, siger Per Alstrup.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu