Billede beskrivelse

Mangler indsamlere i Hadsund og omegn

12. september 2017 kl. 15.00
Opdateret 13. september 2017 kl. 09.18

Under overskriften "Husk mig" går hundredvis af mennesker på gaden lørdag 23. september til Alzheimerforeningens landsindsamling for at huske på dem som glemmer og samle ind til fordel for de omkring 85.000 mennesker, der lever med en alvorlig demenssygdom og de ca. 400.000 pårørende, der står lige ved siden af.

Rundt om i hele landet vil frivillige ildsjæle være på gaden for at samle ind, men der er brug for indsamlere i Hadsund. Derfor opfordrer Alzheimerforeningen nu lokale borgere til at melde sig.

Demens - en frygtet sygdom

Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom, som er en af de mest frygtede og opslidende sygdomme i Danmark.

- Demens rammer hårdt. Når et menneske får demens bliver hele familien ramt. Mange oplever at hverdagen splintres i tusinde stykker, når man ser sin nærmeste langsomt forsvinde ind i glemslen. Med pengene fra landsindsamlingen kan vi arbejde for at holde liv i håbet om at finde en kur. Og arbejde for at alle, der er berørt af demens, får mulighed for at leve et godt liv. Jo flere, vi går på gaden, jo flere kan vi hjælpe, siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.

Alzheimerforeningen opfordrer til, at så mange som muligt melder sig og bruger et par timer lørdag 23. september. Se mere på www.huskedagen.dk eller ring til indsamlingsansvarlig Anne Kaehne.

Fakta om demens:

• I Danmark lever op 70-85.000 mennesker med en demenssygdom

• Heraf har ca. 45.000 Alzheimers sygdom

• Hver dag rammes 40-45 mennesker af demens i Danmark

• I 2040 forventes antallet af mennesker med demens at vokse til 150.000

• 400.000 personer i Danmark lever i dag med en dement i familien

• Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste