Lions og KissArt kæmper for Fighterne for Livet
For nylig var Ole Fuglede og Knud Erhardsen fra Lions Club Hadsund inviteret på besøg hos Fighterne for Livet i Hadsund Hallerne.
Her blev de to Lions-folk præsenteret for Fighternes Projekt "Reklameartikler" som de har fået lavet med støtte fra Lions Club og KissArt.
Ole Fuglede sagde ved præsentationen: Kræft er en led satan, ja, djævlen selv, og den fortjener kamp til stregen med alle midler, og med initiativet projekt Reklameartikler viser I kamplyst, kampånd og mod, både overfor jer selv og men også alle andre, der også er blevet ramt.
Ole Fuglede sagde videre: Fight for livet - ja, fight for livet! Intet får man ud af livet, hvis man blot læner sig tilbage og venter på, at andre kommer og redder en. Det sker bare ikke. Derfor fortjener jeres initiativ opbakning og derfor har Lions Club Hadsund også valgt at støtte med en donation til jeres projekt "Reklameartikler". Vi har valgt at refundere hele regningen, selv om den blev lidt større end det ansøgte beløb, så derfor er der nu overført kr. 7.688,- til jeres konto, det har I fortjent. I kan være stolte, sluttede Ole Fuglede.
Kiss Jönsson fra Kunsthuset Hadsund har været projektmager, hun har givet en donation til de flotte foldere, plakater og flag.
- Kom og vær med opfordrer Else, Birgith og Annette, - vi mødes i Hadsund Hallerne hver onsdag formiddag i Hal D, hvor interesserede kan få mere at vide, men du er også meget velkommen til at kontakte en af os.