Älgen blev hos o-løbere i Rold Skov
REBILD: Ved de Nordjyske Mesterskaber i orienteringsløb i Rold Nørreskov søndag løb den lokale klubs ungdomsløbere med næsten alle præmierne.
Dermed forblev trofæet Älgen i Rold Skov Orienteringsklubs varetægt endnu et år.
Trofæet er en snittet elgtyr, en gave fra Västra Nylands Idrætsdistrikt i Finland fra 1954, som er evigt vandrende iblandt de nordjyske klubber med den bedste ungdomsafdeling.
Søndag morgen væltede regnen fra "Ingolf" ellers ned over stævnepladsen bag Skørping Skole. Men til arrangørernes store glæde løjede vinden af, og kl. 9 skinnede solen på et stævne, der klappede på alle punkter. En glad banelægger, Helge Søgaard fra Rold Skov OK, kunne med tilfredshed notere, at mange løber roste banerne i skoven som "finurlige" eller "godt kringlet".
Rold Skov OK har gennem de seneste fem år arbejdet målrettet med ungdomsafdelingen og har mange dygtige unge løbere. For kort tid siden blev Mathias Kappel Jensen for eksempel nordjysk mester i natorienteringsløb ved at vinde tre af fire natløb i forskellige skove rundt om i Nordjylland.
- Det har været imponerende at følge den udvikling, som vi har sat i gang, og det føles dejligt, når det lykkes. Der går rigtig mange timer med at træne og tilrettelægge, og vi gør en dyd ud af at give de unge oplevelser og selvtillid, siger klubformand Ole Jensen.